Sønderborg Kommune reducerer svindel med millioner af kroner gennem effektiv kontrol – se here hvordan man kan anmelde socialt bedrageri

Bedragerigruppens Årsberetning for 2023 viser, at Sønderborg Kommune har godt styr på svindel med offentlige ydelser. Kontrollen har i 2023 betydet ændring i borgeres ret til ydelser for 15,4 mio. kr.

Årligt præsenterer Bedragerigruppens Årsberetning en opsummering af indsatsen i det forgangne år, der har til formål at opdage og forhindre uretmæssige udbetalinger af sociale ydelser. Dette gøres efter en vurdering af, om borgerne har handlet i ond tro og bevidst har modtaget ydelser, de ikke burde have.

– Sønderborg Kommune har i mange år arbejdet målrettet med at bekæmpe socialt bedrageri. Jeg er meget tilfreds med arbejdet, som hvert år skaber gode resultater og viser sig økonomisk rentabel, og sender et signal om at det ikke kan betale sig at snyde med offentlige midler. Indsatsen lægger samtidig op til at sikre, at borgere ikke får udbetalt for lidt i ydelser. Dette skaber en balance i sagerne og sikrer at borgerne får udbetalt hvad de er berettiget til – hverken mere eller mindre, siger Jan Prokopek Jensen, der er formand for Arbejdsmarkedsudvalget. 

I 2023 har Bedragerigruppen dykket dybere ned i 208 sager, hvoraf at der i 143, er foretaget en ændring af borgernes ret til en ydelse enten fremadrettet eller med tilbagevirkende kraft. I de øvrige 65 sager har borgernes forhold været i overensstemmelse med lovgivningen, i forhold til at modtage sociale ydelser på et korrekt grundlag. Det har skabt en sammenlagt besparelse på 15,4 mio., hvoraf den kommunale andel udgør 11,3 mio. kr., mens resten er statens andel.

Resultatet for de sidste 3 år viser at provenuet for 2023 ligger 2 millioner kroner højere end de forrige to år.

– Grundlæggende ærgrer det mig, at vi som kommune skal bruge ressourcer på en bedrageri-indsats. Resultaterne viser imidlertid med al tydelighed, at indsatsen er nødvendig og Bedragerigruppen fortjener stor anerkendelse for dens arbejde. Udover det betydelige beløb, som indsatsen direkte kaster af sig, er jeg ikke i tvivl om, at visheden om, at der foregår en aktiv indsats mod fejl og bedrageri, har en forebyggende effekt. Den effekt lader ikke umiddelbart måle, men må ikke undervurderes, siger Kristian Bonefeld, næstformand for Arbejdsmarkedsudvalget. 

Udover arbejdet med at sikre kommunens udbetalinger af sociale ydelser, arbejder Bedragerigruppen også på at hjælpe borgerne med at forstå, hvordan lovgivningen fungerer i forhold til berettigelsen til at modtage sociale ydelser. Sådan en servicering har en stor afsmittende effekt i forhold til borgernes generelle holdning og opfattelse af socialt bedrageri. Den præventive effekt opnås i stort set alle sager, idet borgerne ofte har manglende kendskab til, hvornår de reelt er berettiget til fortsat at modtage en bestemt ydelse, og dermed er med til at forebygge tvivl om berettigelse til sociale ydelser.

Man kan anmelde socialt bedrageri på www.sonderborgkommune.dk/socialt-bedrageri

Bedragerigruppen er en enhed organisatorisk placeret i afdelingen Strategi og Udbud i forvaltningen Økonomi og Arbejdsmarked. Gruppens formål er at afsløre og forebygge uretmæssig udbetaling af forskellige sociale ydelser.

Kilde: Sønderborg Kommune