Sønderborg Kommune har de senere år oplevet flere oversvømmelser og forhøjet vandstand under længerevarende regnvejr, skybrud, blæsevejr og stormflod. Det giver mange henvendelser om pumpehjælp, men ansvaret for at sikre private ejendomme mod oversvømmelser påhviler ejerne selv. Det gælder også sommerhusområdet Skovmose.
Beredskab Sønderborg, der varetager Sønderborg Kommunes brand- og redningsberedskab, har mellem onsdag og torsdag modtaget 43 henvendelser fra private, der ønsker hjælp til at få pumpet vand væk. Som udgangspunkt bliver disse henvendelser afvist, da det generelt er ejernes eget ansvar at sikre ejendomme mod oversvømmelser fra nedbør eller havet. Dette gælder også sommerhusområdet Skovmose, som netop nu oplever oversvømmelser på grund af vand fra baglandet.
– Vi har siden onsdag morgen haft mange private henvendelser om pumpehjælp til beredskabet – også fra Skovmose. Vi har tidligere hjulpet til derude, men hvis vi vælger at pumpe for sommerhusejerne i Skovmose, så burde vi også hjælpe de øvrige henvendelser fra private. Men ud over at der ikke er lovhjemmel til det, så vi har simpelthen ikke kapacitet eller økonomi til at hjælpe private under disse situationer, siger Sille Marcussen Dall, der er direktør for Teknik, Miljø og Bæredygtighed.
Onsdag aften blev der etableret udlevering af sand og sandsække på brandstationen på Sydals. Desuden følger beredskabets indsatsleder situationen i Skovmose.
Det private ansvar er hjemlet i lov om offentlige veje og i bekendtgørelse af lov om kystbeskyttelse. Ifølge Beredskabsloven er det beredskabets opgave at sikre: Menneskeliv, kommunale bygninger, store værdier, kritisk infrastruktur samt at undgå miljøkatastrofer. Det er kommunens opgave at sikre den fortsatte drift af kommunale opgaver. Under stormfloden i oktober 2023 blev pumpeindsatsen prioriteret i Vemmingbund, da der ikke er et dige, vandstanden var ekstrem, og der var stormflod.
Kilde: Sønderborg Kommune
