Sønderborg Kommune genindfører nu et tilskud til Ungdomskortet, som gør det billigere for unge at komme til og fra deres ungdomsuddannelse. Tilskuddet er en del af Byrådets budgetaftale for 2026-2029, hvor der er afsat 1,4 mio. kr. i år og 3 mio. kr. fra 2027 og frem. Tilskuddet skal reducere de unges transportudgifter og sikre en mere lige adgang til uddannelses- og fritidstilbud uanset bopæl.
Ordningen betyder, at kommunen tilbagebetaler den del af elevens egenbetaling for Ungdomskort til ungdomsuddannelse, som overstiger 75 kroner om måneden.
Tilskuddet gælder kun Ungdomskort til ungdomsuddannelser og omfatter ikke andre korttyper, samkørsel eller lignende.
Sådan fungerer ordningen:
Elever skal selv bestille og betale deres Ungdomskort via www.ungdomskort.dk. Herefter sørger Sønderborg Kommune for at tilbagebetale en del af egenbetalingen hvert kvartal.
Tilbagebetalingen sker automatisk til elevens NemKonto på baggrund af oplysninger fra Sydtrafik.
Krav for at modtage tilskud
For at være berettiget til tilbagebetaling skal eleven:
- Have folkeregisteradresse i Sønderborg Kommune
- Gå på en SU-berettiget ungdomsuddannelse
- Have mindst 6 km mellem hjem og skole.
Læs mere her: https://sonderborgkommune.dk/kollektiv-trafik#Kanskoleeleverogstuderendefetbuskort
