Sønderborg Kommune bygger og renoverer for en halv mia. kr. i 2021

Coronakrisen har givet landets kommuner mulighed for at optage ekstra lån i 2020 til anlægsinvesteringer, og Sønderborg Kommune har til 37 projekter fået lån på ca. 400 mio. kr. Anlægsinvesteringerne gennemføres primært i 2021. Dertil kommer kommunens ordinære anlægsbudget i 2021 på over 100 mio. kr.
Renovering af Reimers-Skolen og Havnekontoret, nye daginstitutioner i Augustenborg og Hørup, opførelse af nyt logistik- og servicecenter, renovering af Møllestedgård, handicapvenlig badebro og andre projekter på Kær Vestermark samt renovering og indretning af kasernen til foreningernes hus. Det er blot nogle af de 37 projekter, som Byrådet har besluttet at igangsætte.
 
Coronakrisen har ramt dansk økonomi hårdt, og derfor har regeringen ophævet anlægsloftet i 2020, så kommunerne kan fremrykke investeringer for at holde gang i byggeriet og beskæftigelsen. Den mulighed har Byrådet benyttet sig af, og Sønderborg Kommune låner derfor ekstra penge til byggeri, renoveringer og asfalt for cirka 400 mio. kr.
 
– Vi er glade for muligheden for at udvide anlægsbudgettet og på den måde sætte gang i byggeri og renoveringer, der normalt ikke kan gennemføres inden for budgetrammerne. Byrådet har valgt at udnytte muligheden for at lave massive investeringer i vores kerneopgaver på børneområdet, ældreområdet, sundhed, infrastruktur og vedligeholdelse. Men vi bygger også for fremtiden gennem en lang række udviklingsprojekter på Kær Vestermark samt bedre forhold for forenings- og kulturlivet, siger borgmester Erik Lauritzen. 

Mange af de 37 projekter udføres i 2021, mens andre af anlægsprojekterne allerede er i gang.
 
Økonomien i de sidste projekter er netop afklaret, og licitationsresultaterne for de udbudte projekter ligger stort set inden for budgetrammerne.
 
Ordinært anlægsbudget
 
De ekstra anlægsinvesteringer kommer oveni det oprindelige anlægsbudget for 2021, som lyder på over 100 mio. kr. Anlægsbudgettet har fokus på kerneopgaverne som børn, unge og ældre samt udvikling af kommunens byer og landsbyer. Det betyder, at der blandt andet er sat penge af til bygningsrenoveringer, vejbelægninger, renovering på skoler, Møllegade børnehave samt en lang række småprojekter.
 
– Sønderborg Kommune sætter i 2021 gang i mange forskellige projekter til glæde for alle borgere i hele Sønderborg Kommune. Partierne i Byrådet har lavet en bred budgetaftale, hvor vi investerer i kommunens velfærdsområder og samtidig investerer i at udvikle kommunens byer for at gøre Sønderborg Kommune et endnu mere attraktivt sted at bo, siger Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen.
 
Her kan du se hele listen over de anlægsprojekter, som Sønderborg Kommune har optaget lån til.