Sønderborg Kommune får adgang til dobbelt så mange Covid-19 vacciner som først udmeldt, og det betyder, at alle beboere på kommunens plejecentre er vaccineret den 2. januar 2021.
I den første uge med levering af Covid-19 vacciner får Sønderborg Kommune adgang til knap 1.200 doser. Antallet af vacciner er det dobbelte antal af den første udmelding, og det betyder, at alle beboere på kommunens plejecentre er vaccineret hurtigere end forventet.
– Derfor er hele vaccinationsplanen for alle plejecentre i Sønderborg Kommune ændret og fremrykket, og vi bliver således færdige med at vaccinere alle beboere og de medarbejdere, der er på arbejde, på kommunens plejecentre og Center for Korttidspladser den 2. januar. Det er stærkt og hurtigere, end hvad jeg selv havde forventet, siger Joan Slaikjer Hansen, Plejecenterchef i Sønderborg Kommune.
Starttidspunktet for første Covid-19 vaccination er tirsdag den 29.12 kl. 10 på Tangshave Bo- og Aktivitetscenter i Nordborg. Senere samme dag vaccineres alle beboere på Amaliehaven i Augustenborg. Samtidig vaccineres alle de medarbejdere, der er på arbejde på de to plejecentre.
Allerede den 30. december 2020 fortsætter vaccinationen på fire andre plejecentre i Sønderborg Kommune, og lørdag den 2. januar 2021 gives der stik med vaccinen på fem plejecentre. Igen til alle beboere samt de medarbejdere, der er på arbejde.
– Det lykkes så hurtigt, fordi medarbejdere og læger med flere har sprunget til med meget kort varsel, og det er vi rigtig glade for, siger Joan Slaikjer Hansen.
