Sønderborg, Haderslev og Aabenraa kommune efterlyser stormflodshjælp

Masser af vand lukker centrum i Aabenraa lørdag formiddag. Foto/video: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Weekendens voldsomme oversvømmelser nåede for første gang siden 1904 to meter over normalen i Aabenraa, Haderslev og Sønderborg kommuner, hvilket førte til markante oversvømmelser mange steder.

Derfor har de tre kommuner netop sendt en henvendelse til finansministeren og erhvervsministeren om hjælp til den aktuelle situation og fremtidige alvorlige vejrhændelser.

Weekendens stormflod ramte Aabenraa med 216 centimeter, Haderslev med 214 centimeter og Sønderborg med 210 centimeter over den normale vandstand. Det har betydet omfattende ødelæggelser og skader af offentlige veje, fritidsanlæg, kystområder/kystsikring, stier og lignende.

Derfor har de borgmestre i Aabenraa, Haderslev og Sønderborg kommuner netop sendt en henvendelse til finansministeren og erhvervsministeren om hjælp til den aktuelle situation

– Vi glæder os over Naturskaderådets melding om, at rådet dækker stormflodsskader for private. Men i kommunerne er vi også hårdt ramt af stormfloden og står med et kæmpe oprydningsarbejde og genopbygning af vigtig infrastruktur. Derfor kommer vi som borgmestre i Aabenraa, Haderslev og Sønderborg kommuner med en kraftig opfordring til Regeringen om også at hjælpe os, siger Jan Riber Jakobsen, borgmester i Aabenraa Kommune.

De mange skader, kommunerne allerede kender fra stormfloden, vil i værste fald for hver enkelt kommune give regninger på et meget stort millionbeløb.

– Det vil ramme vores budgetter ekstremt hårdt, der i forvejen er belastede. Det er ikke muligt for os endnu at komme med et præcist bud på den økonomiske belastning. Det skyldes, at vi endnu ikke har hele overblikket over skadesomfanget. Men det bliver betragteligt, og vi forventer, at omfanget vokser yderligere de kommende dage, når alle skader bliver registreret og vurderet, siger Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune.

De sønderjyske kommuner har en meget lang kyststrækning, som siden 2017 har været påvirket af stormflod af flere omgange. Hvis kyststrækningen skal sikres mod kommende hændelser, så kunne en landsdækkende pulje til kystsikring måske være en løsning, så der er mulighed for medfinansiering.

– Kystsikring er allerede en landsdækkende dagsorden, og vi ønsker i kommunerne aktivt at bidrage til at finde gode løsninger. Fx kunne vi indgå i en arbejdsgruppe med staten med henblik på at finde konkrete løsninger på den lange bane, der kan være med til at sikre kysterne og infrastrukturen. En dagsorden, vi naturligvis også løfter ind i KL, da fremtidssikring af veje og anlæg langs kysterne ikke kun er en sønderjysk udfordring, siger Mads Skau, der er borgmester i Haderslev Kommune.

Kilde: Sønderborg Kommune