Sønderborg Forsyning undersøger i øjeblikket potentialet for at udrulle fjernvarme til byerne Oksbøl, Broballe, Mjels, Stevning, Dyndved og Elstrup på Nordals. Borgerne indkaldes nu til infomøder for at undersøge, hvor stor tilslutning der er.
Sønderborg Forsyning arbejder på at udvide fjernvarmeområderne på Nordals, så de kan forsyne flere byer med grøn og stabil fjernvarme fra fjernvarmeanlægget i Nordborg. Anlægget fyrer udelukkende med halm, hvilket har en kort CO2-cirkulationstid i forhold til andre brændsler så som kul, olie eller naturgas. Dermed kan Sønderborg Forsyning forsyne deres kunder med CO2-neutral fjernvarme.
”Vi har i Sønderborg Forsyning en stærk ambition om at bidrage til en grønnere hverdag for vores kunder samt kommunens mål om at være CO2-neutral i 2029. Her er fjernvarmen en vigtig faktor, og det er derfor vigtigt, at de borgere der er med i fjernvarmeplanerne, tilslutter sig, så projektet bliver mere bæredygtigt – ikke mindst af hensyn til miljøet men også økonomien for projektet og den enkelte husstand.” siger bestyrelsesformand for Sønderborg Forsyning Ellen Trane Nørby.
Kræver at størstedelen vil tilsluttes fjernvarmen
Om en landsby kan blive til et fjernvarmeområde eller ej, afhænger af, hvor stor interessen for tilslutning er i byen. For, at det kan betale sig økonomisk for den enkelte borger, skal størstedelen af borgerne i hver by afgive deres positive tilkendegivelse.
”Når vi siger størstedelen af positive tilkendegivelser pr. by, så taler vi ikke om alle husstande i byen, men om de potentielle kunder i byen.” fortæller Susanne Vesten, chef for Projekt og Udvikling i Sønderborg Forsyning, og uddyber, ”Nogle husstande har i forvejen varmepumpe eller elvarme. Disse husstande ses ikke som potentieller kunder, og de er derfor ikke en del af regnestykket. ”
Ifølge Susanne Vesten er der mange gode grunde til at vente på fjernvarme.
”Fjernvarme er fortsat en billig og den mest miljøvenlige opvarmningsform, hvis man skal have en ny varmekilde i sin bolig, og i de nye områder bliver den kun lavere, jo flere der tilslutter sig. Derudover er fjernvarmen også stabil, og løber aldrig tør, så man er altid sikret CO2-neutral fjernvarme i sin radiator.” fortæller Susanne Vesten.
Bor man i en af landsbyerne, kan man allerede nu indsende sin forhåndstilkendegivelse på www.sonfor.dk/tilkendegivelse-fjernvarme
Her kan borgerne høre mere
Borgerne i landsbyerne på Nordals vil modtage en invitation til infomøde i deres by. På infomødet vil Sønderborg Forsyning fortælle mere om fjernvarmen, og borgerne kan stille spørgsmål og afgive deres positive tilkendegivelser. Det er relevant og vigtigt for alle i landsbyerne at deltage, uanset om man er afklaret omkring fjernvarme eller ej.
Infomøder
Sønderborg Forsyning afholder fire infomøder. Har man ikke mulighed for at deltage i egen by, er man velkommen på et af de andre infomøder:
Stevning:
Stevning Kulturhus, Skolevænget 14 d. 23. feb. kl. 19:00
Dyndved:
Hos Martin Hansen, Dyndved Vestergade 3a, d. 28. feb. Kl. 18:00
Elstrup:
Elstrup Mølles Cafe, Fynshavvej 12, d. 8. marts kl. 19:00
Oksbøl/Broballe/Mjels:
Oksbøl Friskole, Spangsmosevej 45, d. 23. marts kl. 18:00
Infotrailer
Efter infomøderne vil Sønderborg Forsyning også stille med en infotrailer i byerne, hvor borgerne kan komme og møde fjernvarmesælgerne samt spørge nærmere ind til fjernvarmen.
Kilde: Sønderborg Forsyning
