Sønderborg: Flot fremmøde til debataften med førstegangsvælgere

Fra venstre: Rasmus Duus (V), Hannah Larsen (A), Hans Emil Bøhrnsen (C), Kris Hansen (Ø), Carl Andersen (LA) og Frida Petersen (Arrangør). Pressefoto

Onsdag aften var der debatmøde for førstegangsvælgere med ungdomspartierne på Mejeriet i Sønderborg. Debatmødet var arrangeret af gymnasieeleven Frida Petersen der havde søgt – og fået – økonomisk støtte til arrangementet ved Sønderborg Ungeråd.

– Jeg afviklede arrangementet fordi jeg mener at det er vigtigt at give unge let adgang til information om partierne, udtaler Frida Petersen, der også agerede moderator i debatten.


Panelet som bestod af (fra venstre) Rasmus Duus (V), Hannah Larsen (A), Hans Emil Bøhrnsen (C), Kris Hansen (Ø) og Carl Andersen (LA), og debatterede bl.a. emner som Klima, økonomi, sundhed og udlændinge. Især debatten om højere eller lavere skatter viste forskelle mellem partierne. Hvor Venstre, Konservative og Liberal Alliance alle ønskede skattelettelser i top og bund så borgerne kan beholde flere af deres penge, så var Socialdemokratiet og Enhedslisten mere fokuserede på at sikre skatteindtægter til mere velfærd i den offentlige sektor.


Carl Andersen var eneste i panelet som selv var opstillet til Folketingsvalget som ellers bestod af repræsentanter fra ungdomspartierne. Han er selv 27 år. “Jeg føler en borgerpligt til at oplyse førstegangsvælgerne om forskellene mellem fx rød og blå blok. Her havde vi en god og livlig debat om bl.a. topskatten, kernekraft, psykiatri og grænsekontrol. Alt sammen vigtige emner i valgkampen.” udtalte Carl Andersen

Sønderborg Ungdomsråd havde betalt for pizza og forplejning til de fremmødte. Cirka 35 førstegangsvælgere var mødt op til en hyggelig aften med debat og aftensmad med de politisk aktive. Dette glæder Frida Petersen der udtaler:

  • Jeg synes personligt, at det gik rigtig godt. Panelet var ekstremt velformulerede, ordentlige og engagerede. Jeg er meget positivt overrasket over det store fremmøde.

Ifølge Danmarks Statistik er 5-5,4% af vælgerne i Sønderborg Kommune ved dette valg unge førstegangsvælgere.