Sønderborg: 60 % af arbejdsstyrken udvikler grønne teknologier samt produktion af energi

Majsmarkerne i det sønderjyske - legeplads og energi. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Sønderborgs 2029-klimarejse rummer stort vækstpotentiale for områdets virksomheder 

Masterplan2029, som viser vejen til et CO2-neutralt Sønderborg-område i 2029, kan accellere væksten i Sønderborg-områdets energi- og teknologivirksomheder. Allerede i dag, er over halvdelen af Sønderborg-områdets samlede arbejdsstyrke beskæftiget med udvikling af grønne løsninger til byernes klimaomstilling. 

Virksomhederne i Sønderborg-området kan sammen skabe øget vækst, og nye grønne arbejdspladser, når Sønderborg skal være CO2-neutralt i 2029. I dag er omkring 60 procent af Sønderborg-områdets samlede arbejdsstyrke, fordelt på mere end 70 virksomheder, beskæftiget med udvikling af grønne teknologier og produktion af energi og grønne løsninger til et globalt vækstmarked, som af eksperter vurderes til at vokse til 1.000 mia. euro årligt. 

”Med Masterplan2029 kan vi i Sønderborg demonstrere byernes klimarejse hele vejen til nullet i 2029 – og dermed vise verden klimavejen. I samarbejde kan vi med Masterplanen demonstrere det integrerede energisystem, som udnytter den grønne energi og ressourcerne effektivt.”, siger Lars Tveen, formand for ProjectZero-fonden. 

Sønderborgs klimaindsatser tiltrækker allerede interesse fra hele verden. Således afholder IEA i juni 2022 sin internationale energi-konference i Sønderborg og Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, fortalte i sidste uge i Glasgow verdens C40 mega-cities, hvordan stærke Sønderborg-partnerskaber i samarbejde udfordrer klimakrisen.  

”IEA-konferencen i juni 2022 er en enestående mulighed for, at vores lokale virksomheder viser verden klimavejen. Både hvordan virksomhederne konkret reducerer deres CO2-udledning og samarbejder om at demonstrere klima-løsningerne i Sønderborg-området”, siger Lars Tveen, der samtidig glæder sig over samspillet med de nationale klyngeorganisationer ECD, Clean Cluster og Erhvervshus Syds opbakning med grøn rådgivning og projektudvikling. 

Den resterende vej mod nullet stiller nye krav til samarbejde og tekniske løsninger på tværs af sædvanlig tænkning og sektorer. Overskydende energi og ressourcer i en sektor skal opsamles og anvendes som værdifulde ressourcer i andre sektorer. Det gælder især varme fra industriens produktionsprocesser, produktionen af biogas, rensning af spildevand m.v., som alle rummer store potentialer for at varmeforsyne områdets fjernvarme og dermed bidrage til det integrerede energisystem. På samme måde skal opsamlet CO2 sammen med biogas og grøn strøm bidrage til at skabe fremtidens grønne syntetiske Power-to-X brændsler til fly og lastbil transport m.v. 

”Sønderborg-virksomhederne har potentialer til at udvikle fremtidens energiløsninger og kan med udgangspunkt i Masterplanen demonstrere løsningerne først i Sønderborg, inden de eksporteres til resten af verden. Dette gælder især de såkaldte sektorkoblingsløsninger”, siger Lars Tveen. 

Sønderborgs ProjectZero blev etableret som et offentligt privat partnerskab i 2007 af Bitten & Mads Clausens Fond, Syd Energi (nu Norlys), Sønderborg Kommune, DONG Energy (nu Ørsted), Nordea-fonden og Syddansk Universitet. I 2014 indtrådte Sønderborg Forsyning i partnerskabet.

Kilde: Projektzero.dk