Knap otte måneder før kommunalvalget afholder Slesvigsk Parti opstillingsmøde og stiller med et bredt og kompetent hold af kandidater, der er klar til at skabe en positiv forandring i Aabenraa Kommune.
Med både erfarne og nye ansigter i rækkerne sigter partiet mod en dynamisk valgkamp og en fortsat central rolle i byrådsarbejdet. Partiets nuværende spidskandidat, Erwin Andresen, har allerede meddelt, at han er klar til sit femte valg som spidskandidat. Med 22 års politisk erfaring i kommunalbestyrelsen bringer han en solid indsigt i kommunens drift, udfordringer og muligheder. Også partiets andet byrådsmedlem, Kurt Asmussen, genopstiller og sigter mod en fremtrædende placering på partiets kandidatliste.
Et solidt hold og en klar ambition
Slesvigsk Parti opstiller mindst 15 kandidater til kommunalvalget, og flere kan komme til. Holdet repræsenterer en god geografisk spredning og en blanding af erfarne politikere og nye kræfter, der sammen vil arbejde for en kommune i vækst og udvikling.
Formanden for Slesvigsk Parti i Aabenraa, Hugo Schmidt, ser store muligheder i det kommende valg og fremhæver partiets sønderjyske profil og styrke som et regionalt parti.
“Slesvigsk Parti er et solidt regionalt alternativ til de store etablerede partier. Vi tager ansvar, navigerer uden ideologiske bindinger og skaber stærke løsninger gennem bredt samarbejde i midten. Vi har opnået politiske resultater – også i denne periode – og er parat til at bidrage endnu mere,” siger Hugo Schmidt.
“Vi står fast på ambitionerne om at skabe de bedste rammer for vækst, velfærd, uddannelser og arbejdspladser. Samtidig er det en forudsætning for, at flere flytter hertil for at bo, leve og arbejde,” afslutter han.
Partiet går til valg med ambitionen om at fastholde sin centrale placering i kommunalbestyrelsen og fortsat være en garant for ansvarlig og handlekraftig lokalpolitik.
Slesvigsk Partis opstillingsmøde afholdes mandag den 24. marts 2025.
