Skrydstrup: F-35 meldes klar til at flyve de første afvisningsmissioner fra 1. april 2025

Fra den 1. april 2025 er F-35 klar til gradvist at overtage afvisningsberedskabet fra F-16. Foto: Forsvaret

I dag, mandag den 17. marts markerer Flyvevåbnet, at F-35 den 1. april er klar til gradvist at overtage afvisningsberedskabet fra F-16. Det er en af de helt store milepæle for implementeringen Danmarks nye kampfly.

I dag kl. 10.00 kan Forsvarsministeren, forsvarschefen og chefen for Flyvevåbnet melde, at F-35-kapaciteten i Danmark fra den 1. april vil være klar til løbende at overtage afvisningsberedskabet fra F-16.

Fra den 1. april vil Flyvevåbnet være i stand til at sende F-35 på vingerne for at afvise fremmede nationers fly og hævde Danmarks suverænitet i luftrummet. Det bliver ikke F-35 hver gang fra første dag, men gradvist vil F-35 blive indsat i stedet for F-16.

– Det er en stor ting for Flyvevåbnet. Det er en af de milepæle, vi har styret efter siden implementeringen af F-35 gik i gang, siger chefen for Flyverkommandoen, generalmajor Jan Dam.

Danmark besluttede at købe F-35 i juni i 2016. Og arbejdet med at få Flyvestation Skrydstrup og Forsvaret klar til at operere med flyet har stået på lige siden.

– Bygning af det store F-35 kompleks, indretning af bygningerne, uddannelse af mekanikere, planlæggere, våbenfolk og piloter sideløbende med udfasning af F-16 er alle udfordringer, som vi har måtte navigere efter. Men vores samarbejdspartnere og medarbejdere har arbejdet målrettet og professionelt for at få det her til at ske. Og nu står vi her i 2025 med en ny kampflykapacitet, der er klar til at levere kampkraft. Det er jeg stolt af, siger Jan Dam.

Læs mere

Danmark har i alt købt 27 F-35 kampfly. Det er meningen, at et antal F-35-fly fortsat skal være udstationeret på Luke Air Force Base i Arizona, hvor dansk personel bliver uddannet, før de kommer til Danmark og løser operative opgaver.

Det er planen, at F-35 gradvist skal overtage alle opgaver fra F-16 flyene over de kommende år.

Læs mere om F-35 F-35 – Danmarks nye kampfly

Læs mere om Afvisningsberedskabet 

Kilde: Forsvarskommandoen