28 elever fra Sønderborg og Aabenraa Kommune prøvede i går kræfter med teknologi og innovation på SDU, og fik på den måde indsigt i, hvad et ingeniørstudie indebærer.
I går fik elever fra skoler i Sønderborg og Aabenraa Kommune en unik mulighed for at prøve kræfter med ingeniørens verden på Syddansk Universitet (SDU) i Sønderborg. Som en del af universitetets ingeniørpraktik for udskolingselever fik de unge deltagere indsigt i, hvad det vil sige at arbejde med teknologi, innovation og problemløsning.
I løbet af dagen byggede eleverne blandt andet deres egen controller i SDU’s avancerede electronics lab, hvor de fik mulighed for at eksperimentere med elektronik og programmering. Arrangementet er en del af SDU’s initiativ for at skabe større interesse for ingeniøruddannelserne blandt unge og give dem en smagsprøve på det praktiske og projektbaserede studiemiljø.
AC-fuldmægtig Lea Girardo Lukas, der stod for arrangementet, siger:
“Det er fantastisk at se eleverne fordybe sig i de tekniske udfordringer og opleve glæden ved at skabe noget med deres egne hænder. Vi håber, at dagen har givet dem en ny forståelse af, hvad en ingeniør laver – og måske sået et frø til fremtidige studievalg.”
SDU inviterer to gange årligt elever fra 8.-10. klasse til at deltage i ingeniørpraktik og håber at se endnu flere unge fra Sønderborg og omegn til de kommende arrangementer.