Sjælden LEGO-træfigur solgt for 60.000 kr. hos Lauritz.com

Pressefoto

En sjælden LEGO figur af træ – “Væddeløbskører m. lyd” (Ladybug) fra perioden 1949-1951 – blev søndag aften solgt på auktion hos Lauritz.com for 60.000 kr. 

Den 21 cm lange træfigur, produceret i LEGOs tidlige år før plastklodsernes gennembrud, stammer fra virksomhedens pionerperiode, hvor trælegetøj udgjorde kernen i produktionen. Figuren er udstyret med lydfunktion og repræsenterer et sjældent og eftertragtet stykke dansk design- og legetøjshistorie.

Auktionen havde fremvisning i showroom Aarhus, og interessen blandt samlere var markant. Trods almindelige brugsspor opnåede figuren et hammerslag på 60.000 kr.

Distriktchef Michael Frederiksen, Lauritz.com, udtaler:

“Salget af denne sjældne LEGO ‘Væddeløbskører m. lyd’ understreger den helt særlige position, som tidligt dansk legetøjsdesign indtager på det internationale samlermarked. Når vi ser et hammerslag på 60.000 kroner er det et tydeligt bevis på, at efterspørgslen på objekter fra LEGOs træperiode er både stærk og voksende. Det er genstande med historisk tyngde, høj genkendelighed og en fortælling, som appellerer bredt til dedikerede samlere.”

LEGO begyndte produktionen af trælegetøj i 1930’erne, og først i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne blev plastklodserne introduceret. Træfigurer som “Ladybug” markerer således en vigtig overgangsperiode i virksomhedens historie og er i dag samlerobjekter med betydelig historisk og kulturel værdi.

Salget bekræfter den fortsatte stærke interesse for dansk design og historisk legetøj på auktion – særligt når objekterne kan dateres til LEGOs tidligste produktionsår.

Pressefoto