Sjælden Finn Juhl-sofa solgt for 1 million på auktion hos Bruun Rasmussen

Finn Juhls 'Høvdingesofa' er kun fremstillet i ganske få originale eksemplarer. Torsdag blev ét ud af blot to kendte originale eksemplarer solgt for 1 million kr. på auktion hos Bruun Rasmussen. Pressefoto

Et af de mest opsigtsvækkende fund i nyere dansk designhistorie har nu fundet en ny ejer. Den originale ”Høvdingesofa” fra 1949 af Finn Juhl, som blev genopdaget efter at have været væk fra offentligheden i årtier, er netop blevet solgt på auktion hos Bruun Rasmussen for 1 million kroner.

Sofaen vakte stor international opmærksomhed, da Bruun Rasmussen for nogle uger siden præsenterede fundet af det sjældne møbel, som er ét af blot to kendte originale eksemplarer i verden. Det ene befinder sig i dag på Designmuseum Danmark, mens det andet – og sandsynligvis det originale udstillingseksemplar fra Snedkerlaugets Møbeludstilling i 1949 – nu er blevet solgt til en ny ejer.

”Interessen for Høvdingesofaen har været helt enorm. Det er et enestående møbel, som repræsenterer noget af det ypperste inden for dansk designhistorie. Vi er meget glade for resultatet, der tydeligt afspejler sofaens sjældenhed og kulturhistoriske betydning,” fortæller Poul Svalgaard, der er designspecialist hos Bruun Rasmussen.

Sofaen blev indleveret hos Bruun Rasmussen fra et privat hjem i Sverige, hvor den havde været i samme families eje siden 1952. Møblet bærer stempel fra snedkermester Niels Vodder og fremstår i original stand med sit oprindelige naturskind.

Et kapitel i dansk designhistorie

Fundet medfødte stor nysgerrighed blandt designkendere verden over, eftersom Høvdingesofaen i årtier har haft nærmest mytisk status. Mens Finn Juhls ikoniske Høvdingestol er velkendt blandt samlere og museer, blev Høvdingesofaen dengang kun fremstillet i ganske få originale eksemplarer og har længe været betragtet som et af de mest eftertragtede og utilgængelige værker fra dansk designs guldalder.

Den solgte sofa matcher den model, der blev vist på Snedkerlaugets Møbeludstilling i 1949, blandt andet ved sine syv karakteristiske knapper i ryglænet. Dermed adskiller den sig fra det eneste andet kendte eksemplar på Designmuseum Danmark, som har seks knapper.

”Det er et helt særligt kapitel inden for dansk designhistorie, som vi nu kan lukke. Høvdingesofaen er et møbel, som i årtier været omgærdet af myter og nærmest kan betragtes som en af dansk designs hellige graler. Som designspecialist er det en sjælden oplevelse at se et så betydningsfuldt møbel dukke op igen – og nu få et nyt hjem,” fortæller Poul Svalgaard.

Bag om Finn Juhl (1912-1989)

Finn Juhl var oprindeligt uddannet bygningsarkitekt, men det var møbeldesign og indretning, der blev hans livsværk. I samarbejde med Niels Vodder skabte han med banebrydende teknikker nogle af designhistoriens mest markante møbler. Inspirationen kom ofte fra den moderne kunsts abstrakte og organiske former og farver, hvilket gjorde, at Juhl stod i kontrast til den ellers stramme danske modernisme.

Han var en central figur i udviklingen af dansk modernisme omkring 1950 og blandt de første danske møbelarkitekter med international gennemslagskraft. Hans arbejde har haft stor indflydelse på moderne møbeldesign verden over. Indretningen af Formynderskabsrådets sal i FN’s hovedsæde i New York fra 1950 står som hans arkitektoniske hovedværk, og i dag er hans værker repræsenteret på førende museer verden over.