Seks særlige bøger til børn og unge er nomineret til Kulturministeriets Forfatter- og Illustratorpris

Modtagerne af Forfatter- og Illustratorprisen offentliggøres den 26. marts 2025.

Årets nominerede til Kulturministeriets Forfatter- og Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger sætter ord på og illustrerer mange af de følelser, der går igen gennem i livet – om man er barn, ung eller voksen.

Vrede og glæde, skyld og skam, forelskelse og ensomhed. Det er blot nogle af de følelser, børn og unge stifter bekendtskab i de seks nominerede værker til Kulturministeriets Forfatter- og Illustratorpris for bogåret 2024.

Gennem levende fortællinger i ord og illustrationer tages læseren med på roadtrip, på cykeltur, til knoglebowling og ind i spindet hos en meget eftertænksom edderkop. Hver af de nominerede værker udgør en ekstraordinær oplevelse i bøgernes verden for børn og unge – og ikke mindst for de voksne, der måske læser med.

De nominerede til Kulturministeriets Illustratorpris er:

• ’Op ned glad ked’ illustreret af Charlotte Pardi (skrevet af Marianne Iben Hansen), Carlsen

• ’Racercyklen Tommy’ illustreret af Jenz Koudahl (skrevet af Sabine Lemire), Gads Forlag

• ’Edderkoppen’ illustreret af John Kenn Mortensen (skrevet af Jesper Wung-Sung), Forlaget Fugl.

De nominerede til Kulturministeriets Forfatterpris er:

• ’Der er et sted i helvede’ af Kristina Aamand, Gads Forlag

• ’Alt for Pipper Villumsen’ af Mette Eike Neerlin (omslagsillustrationer og vignetter af Kamilla Wichmann), Gyldendal

• ’Knoglebowling’ af Carsten René Nielsen (illustreret af Mette Marcussen), Vild Maskine.

Modtagerne af Forfatter- og Illustratorprisen offentliggøres af Kulturministeriet den 26. marts 2025, og prisoverrækkelsen afholdes hos Manuskriptskolen for Børnefiktion.

Om Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger:

Kulturministeriets bogpriser hylder årligt det forgange års udgivelser inden for børne- og ungdomslitteratur. Forfatterprisen er blevet uddelt siden 1954, mens Illustratorprisen er blevet uddelt siden 1979.

Priserne uddeles af to udvalg, som er specialiserede inden for børne- og ungdomslitteratur og -illustration. Med hver pris følger 75.000 kroner.

Tidligere prismodtagere tæller blandt andre Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Kim Fupz Aakeson, Josefine Ottesen og Jakob Martin Strid.

Kilde: Slots- og Kulturstyrelsens