SE FOTOS – Tønder Ungdomsbrandværn – 10 års jubilæum med ild, røg og en lille baby

Når Julemandsoptoget i Tønder starter lørdag den 6. november i år er det naturligvis igen med deltagelse af den gamle brandbil og brandfolk fra Tønder Frivillige Brandværn. De var også en del af den Sønderjyske Kagefestival i år. 

Og det er en skøn tradition, der er med til at vise, at de frivillige brandfolk er med når der sker noget i byen. 

De er også de første, der er ude når der sker uheld og ulykker. De slukker brande og redder liv. Året rundt.

Lørdag viste den næste generation frivillige brandfolk hvad de har lært og hvad de kan ved et åbent hus-arrangement.
Tønder Ungdomsbrandværn har 16 medlemmer i alderen fra 10 til 18 år. De mødes hver anden onsdag kl. 19.00 og bliver undervist og trænet. Derudover deltager de også i stævner og ture til andre brandværn.

Lørdag ved det åbne hus-arrangement på brandstationen i Tønder gik alarmen og det viste sig at være en brand. Hurtigt var brandfolkene på pletten og modtog instruktioner og de vidste hvad deres opgaver var. 

Det var flot at se det samarbejde, der hele tiden var en del af øvelsen både når røgdykkerne skulle klargøres og ved personredning af både voksne og en baby.

Har du lyst til at være med i Tønder Ungdomsbrandværn, så er de på Facebook. 

Mens disse linjer skrives, er brandfolkene igen derude for at slukke en brand – denne gang søndag formiddag i Gånsager.