Vejrguderne tyvstartede vinterferien med hård frost og snestormslignende tilstande flere steder i landet, og det kunne de også mærke i GF Forsikring, som melder om i alt 321 skader.
– De typiske skader, vi ser, er sprængte vandrør som følge af den hårde frost, men også skader efter fald på glatte fortove og cykelstier samt tøbrudsskader ligger på et højt niveau, hvis vi sammenligner med samme periode de foregående år.
Det fortæller direktør for Skadehjælp i GF Forsikring, Martin Rundager. Alligevel ligger antallet af skader på et rimeligt niveau, hvor selskabet godt kan følge med.
– Det er tydeligt at se, at mange af vores medlemmer har fulgt de forebyggende råd som fx at holde sommerhuset varmt og fjerne sne fra taget for at undgå, at snetrykket beskadiger tagkonstruktionen. Men vi står naturligvis altid klar til at hjælpe de medlemmer, der har været så uheldige at få en skade, siger han.
Martin Rundager kan ikke afvise, at der kommer flere skadeanmeldelser ind de kommende dage.
I det medlemsejede GF Forsikring gælder det solidariske princip om overskudsdeling, som betyder, at alle GF-medlemmer får del i et evt. overskud, når regnskabet gøres op sidst på året – uanset om man i årets løb har haft en skade eller ej. Det vil sige: Jo færre skader og omkostninger i årets løb, jo mere overskud er der til alle. Så når GF Forsikring løbende giver medlemmerne gode råd om, hvordan de bedst forebygger skader, er det hjælp til selvhjælp – både menneskeligt, samfundsmæssigt og økonomisk for den enkelte.
