Rømø: Hvor stor er en kaskelothval? Tag et kig ind på Nationalmuseet Kommandørgården

Kaskelothval-skelettet er imponerende. Foto: Bent Schulz/Marskfotografen

Kommandørgården på Rømø i det sydvestlige Jylland er en af øens gamle, velstående slægtsgårde. Boligens navn hentyder til de kommandører der i 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet havde kommandoen på store hvalfangerbåde, som var på handelsrejser og lange hvaltogter i Nordatlanten.

Gården ligger med en fremragende udsigt over Vadehavet og er fuldt møbleret. Den rummer usædvanligt gode eksempler på 1700-tallets detaljerede malerhåndværk og snedkerarbejde, og inde i hjemmet kan man også opleve hele vægge udsmykket med tidstypiske hollandske fliser. 

I laden kommer man helt tæt på et kæmpe skelet fra en kaskelothval, der strandede på Rømø i 1996. Den giver et godt indtryk af, hvilke store dyr og naturkræfter datidens kaptajner kæmpede med i det nordlige ishav.

En hyggelig café tæt ved gården serverer kaffe, te, is og hjemmebagte kager, og udenfor er der god plads til at lade børnene lege. Tager du madpakken med, er der rig mulighed for at slå sig ned i området og lade sig betage af den smukke natur.

Sådan så en Rømø-stue ud hos en skibskaptajn. Foto: Bent Schulz/Marskfotografen
Kaskelothval-skelettet er imponerende. Foto: Bent Schulz/Marskfotografen
Kaffe og kage i Kommendørgårdens hyggelige cafe – med en flot udsigt. Foto: Bent Schulz/Marskfotografen

Fakta: 

Nationalmuseets Kommandørgård
Juvrevej 60
Toftum
6792 Rømø

Se mere her