Programmet er klar til Haderslev DOX 2026 – Dokumentarfilm – Se hele programmet her…

Med støtte fra Kultursamvirket og Haderslev Kommune kan en række spillesteder igen i år vise dokumentarfilm og spændende foredrag, når dokumentarfilmfestivalen HADERSLEV:DOX løber af stablen fra den 10. til den 19. marts.

Kultursamvirket i Haderslev Kommune gentager sammen med en række aktører succesen, og er igen i 2026 med i DOX:DANMARK med den lokale udgave HADERSLEV:DOX.

Programmet for festivalen er nu helt klar, og der bliver noget for enhver smag. Takket være lokale aktører som Kosmorama, SG25, Kunsthal6100, Banehuset, Tørning Mølle, Vojens Kultur- og Musikhus og Streetdome byder festivalen på hele ni film og oplevelser.

”Jeg ser virkelig frem til at opleve HADERSLEV:DOX. Vi har et flot og varieret program, og rigtig mange spillesteder har budt ind, så vi når bredt ud i kommunen. Jeg glæder mig over, at vi har stærke, lokale kulturinstitutioner, der vil være med til at få dokumentarfilm i verdensklasse helt tæt på”, siger Kjeld Thrane, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Haderslev Kommune.

Festivalen er den lokale udgave af den velkendte CPH:DOX, der i mere end 20 år har skabt samtaler og debatter gennem dokumentarfilm.

HADERSLEV:DOX er støttet af Kultursamvirket og Haderslev Kommune og er en del af DOX:DANMARK, der er støttet af Kulturministeriet, Det Danske Filminstitut, Danmarks Radio og Spar Nord Fonden.

PROGRAM

Programmet for HADERSLEV:DOX 2026 er nu klar på haderslev.dk/dox og ser sådan ud:

10. marts 2026 kl. 18.00
Mariinka
Kosmorama, Jomfrustien 34, 6100 Haderslev

Gallaåbning af HADERSLEV:DOX.

Om filmen: Unge ukrainere fra byen Mariinka står over for et årti med krig, der splitter deres familier og afsporer deres skæbner. Et episk og visionært mesterværk filmet over 10 år. Aldersanbefaling fra CPH:DOX: +15 år

Åbningstalere: Kjeld Thrane (Kultur- og Fritidsudvalget), Marie Gregersen (Kultursamvirket) og Claus Thygesen (Kosmorama)
Billet: 120 kr. inkl. vin eller vand

11. marts kl. 19.30
Petrolheads
StreetDome, Chr. X’s vej 41, 6100 Haderslev

Om filmen: To helt særlige venner kører de danske landeveje tynde for at finde en brugt Honda Civic, der måske kan gøre livet bare lidt mere normalt. En film, der går lige i hjertet. Aldersanbefaling fra CPH:DOX: +13 år

Arrangement inden filmen: Biltræf og currywurst ved StreetDome 

Billet: Gratis adgang, currywurst 40. kr. (hvis du medbringer din japanske bil til træffet, får du en gratis currywurst!)

12. marts kl. 14.00
A World Gone Mad – The War Diaries of Astrid Lindgren
Tørning Mølle, Tørningvej 6, 6500 Vojens

Om filmen: Da tordenskyerne til en ny verdenskrig trækker op i horisonten, ser Lindgren til med fortvivlelse. Og 1. september 1939, hvor Tyskland invaderer Polen og krigen starter, begynder hun at føre en dagbog, som bliver hendes følgesvend i de mørke år under krigen. Aldersanbefaling fra CPH:DOX: +13 år

Oplæg inden filmen: Kl. 14.40-15.00 ved Kirsten Svensmark

Billet: 75 kr. inkl. kaffe og kage klokken 14.00. Bookes på tlf. 74507450 eller via mail post@toerning-moelle.dk

13. marts kl. 19.00
Molly vs. The Machines
Banehuset, Industrivej 17, 6560 Sommersted

Om filmen: Tech-giganternes ansvar for unge menneskers mentale sundhed bliver sat på prøve i en film, hvor en tragedie i en britisk familie fører til en retssag, hvor en sønderknust far går rettens vej. Aldersanbefaling fra CPH:DOX: +15 år

Billet: 20 kr. inkl. 1 vand eller popcorn, køb eller bestil hos Banehuset.

14. marts kl. 16.30
Alle os og Siloen
Vojens Kultur- og Musikhus, Vestergade 20, 6500 Vojens

Om filmen: ‘Alle os og siloen’ er en varm og underfundig dokumentar om sammenhold, forandring og modet til at se nyt i det gamle. Aldersanbefaling fra CPH:DOX: +13 år

Billet: 50 kr. inkl. kaffe og kage, købes via Mobilepay i døren

15. marts kl. 15.00
A Fox Under a Pink Moon
Kunsthal 6100, Gåskærgade 28D 6100 Haderslev

Om filmen: Over fem år dokumenterer unge Soraya sine gentagne flugtforsøg fra Iran mod Europa med sin mobiltelefon. Et prisvindende, upoleret selvportræt. Aldersanbefaling fra CPH:DOX: +15 år

Oplæg inden filmen: introduktion til filmen v. Kunsthal 6100

Billet: Gratis adgang og kaffe

16. marts kl. 19.00
Merckx – Race of a Champion
Kosmorama, Jomfrustien 34, 6100 Haderslev

Om filmen: Eddy Merckx står som den største cykelrytter nogensinde. Belgieren har vundet rub og stub – og i dag betragtes han som en levende legende. Et stilfuldt portræt af en uovervindelig mester i medgang og modgang. Aldersanbefaling fra CPH:DOX: +13 år
Oplæg inden filmen v. Lars Bak

Billet: 75 kr.

17. marts kl. 19.00
Patriarken
Kosmorama, Jomfrustien 34, 6100 Haderslev

Om filmen: Filmproducer Peter Aalbæk er selverklæret patriark. Nu bliver han sendt i terapi af sine døtre – men kan han overhovedet ændre sig? Et kærligt, sjovt og nådesløst portræt af en truet art. Aldersanbefaling fra CPH:DOX: +15 år

Oplæg v. Christian Groes

Billet: 75 kr.

19. marts kl. 20.00
Watching People Watching Birds
SG25, Slotsgade 25, 6100 Haderslev

Om filmen: Himlens fugle er en truet dyreart, men verdens fuglekiggere er på sagen i en herlig, charmerende film om hobby-ornitologer. Forfatteren Jonathan Franzen sætter ord på passionen for de frie fugle. Aldersanbefaling fra CPH:DOX: +13 år

Oplæg af ornitolog, Wilhelm Lorenzen Fabricius

Billet: Gratis adgang