Politiet: – Vi er klar til at klippe nummerplader: 111 i Sønderborg, 40 i Rødekro og 18 i Bylderup-Bov

– Lige nu har vi en liste med 2.389 nummerplader, som vi er klar til at tage ud og klippe, lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Nummerpladerne sidder på biler, campingvogne, traktorer, motorcykler og andre køretøjer her i Syd- og Sønderjylland – og vi kan inddrage dem på grund af blandt andet restance, manglende syn eller at forsikringen er ophørt.

På listen står der for eksempel lige nu 119 nummerplader på listen fra Varde, 111 fra Sønderborg, 57 fra Bramming, 40 fra Rødekro og 18 fra Bylderup-Bov.

Ejer du et køretøj med en af dem? Så vil vi gerne lige give dig heads up her, så du for eksempel kan betale gælden, bestille tid til syn eller få tegnet en forsikring, inden vi kommer med boltsaksen.

Så slipper du også for risikoen at blive opsøgt af en af vores patruljer på din arbejdsplads eller for at blive stoppet af en patrulje langt hjemmefra og skulle finde en anden måde at fragte dig selv og familien hjem på – og skulle finde en alternativ måde at få dit køretøj hjem på.

For uden nummerpladerne må du jo ikke køre hjem!

Er din nummerplade på vores liste, så kan den blive slettet.

Får du ordnet dit mellemværende, så bliver den selvfølgelig slettet fra vores liste og du behøver derefter ikke bekymre dig om at blive standset eller opsøgt af os på den baggrund.