Sommertiden nærmer sig, uanset om man kan se det på vejret eller ej. Det betyder blandt andet lyse nætter, friske jordbær og studenter, der springer ud.
Det betyder måske også andre tilbagevendende ting, som vi har oplevet de foregående somre:
– Gul(d)sælgere: Overstrømmende, ofte udenlandske personer, der antaster dig på gaden og falbyder gul(d)smykker, hænger smykker om halsen på dig, og *vupti* så er dine egne, ægte guldsmykker skiftet ud med ynkelige kopier. Hold øjnene åbne, afvis de pågældende, gå væk og ring evt. til politiet på tlf. 1-1-4
– Nødstedte turister, som forsøger at standse andre bilister – måske endda på motorvejen – under påskud af at være løbet tør for benzin/olie/penge. Det kan være rigtigt, men det kan også være et trick for at franarre dig kontanter eller andre værdier. Kontakt evt. politiets servicecenter på tlf. 1-1-4 og fortæl, hvor de nødstedte befinder sig
– Strandede tøjsælgere, som har bagagerummet (måske i en lejet bil) fyldt til randen med assorterede mode- og mærkevarer, og som de er nødt til at sælge til spotpris for ikke at skulle have varerne med hjem igen. Tjek kvaliteten – når noget lyder for godt til at være sandt, er det det ofte.
– Udenlandske asfaltarbejdere: Måske bliver du kontaktet af et udenlandsk arbejdssjak, der tilfældigvis kommer forbi med en portion asfalt til overs, og som tilbyder at asfaltere din indkørsel. Tjah. Måske er kvaliteten af arbejdet tvivlsom, og igen: Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så …
I alle tilfælde handler det om at bevare fornuften og bruge sin sunde dømmekraft. Heldigvis er langt de fleste mennesker venlige og hjælpsomme, men der er alligevel nogle få, der prøver at snyde sig igennem.
