Politiet advarer mod salg af stjålne gasflasker

Forud for grillsæsonen har Syd- og Sønderjyllands Politi modtaget flere anmeldelser fra forhandlere, der har været udsat for indbrud. Over 300 flasker gas er blevet stjålet.

Det er snart tid til at grille i haven eller tage på campingtur – og dermed bruge flaskegas.
Og forud for sæsonen har Syd- og Sønderjyllands Politi modtaget flere anmeldelser fra forhandlere, der har været udsat for indbrud, hvor i alt i runde tal 325 gasflasker er blevet stjålet.

– Indbruddene er sket flere steder i politikredsen. En fællesnævner er, at der hvert sted er stjålet et stort antal gasflasker, og at de kriminelle er gået professionelt til værks for at få adgang til gasflaskerne, oplyser vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

Vær kritisk

Han fremhæver, at det er oplagt, at de stjålne gasflasker bliver afsat til private borgere – blandt andet via Facebook eller andre steder på nettet.
– Som borger er der virkelig grund til at være kritisk, hvis man går på prisjagt efter billig flaskegas. Der er naturligvis ikke noget galt i at købe privat hos en person, der har en enkelt flaske til salg. Men omvendt skal man sikre sig, at man ikke køber hælervarer. For så længe, tyvekosterne kan afsættes, så længe bliver tyvene ved, understreger vicepolitiinspektøren.

 

11 gode råd

Han kommer med 11 gode råd, hvis man ser onlineannoncer for flaskegas

 

Du har grund til at være mistænksom, hvis

…Gassen er væsentlig billigere end i butikkerne
…Sælgeren har meget flaskegas til salg
…Samme sælger har flere annoncer, hvor han sælger små partier flaskegas
…Afhentningsstedet virker mistænkeligt (for eksempel en parkeringsplads)
…Sælgeren ikke vil oplyse, hvor han har gassen fra

 

Gode råd, hvis du køber flaskegas af en privat person

  • Brug MobilePay, så kan sælgeren identificeres
  • Kig efter NemID hos sælgeren, hvis du køber online. Så ved salgsplatformen, hvem sælgeren er
  • Spørg efter en kvittering eller anden dokumentation for ejerskabet af flaskegassen
  • Hent varen hjemme hos sælger
  • Få altid sælgers navn og adresse
  • Er du i tvivl, om der er tale om stjålne varer, så drop handlen, og overvej at kontakte politiet med din mistanke

Læs flere gode råd på Stop-e-hæleri.dk – en fælles hjemmeside fra Syd- og Sønderjyllands Politi og kommunerne i politikredsen med fokus på, hvordan du undgår at købe hælervarer, når du handler brugt på nettet.