Pernille Skippers tid som formand for Coop er talte

– Sommeren banker på døren, og til august skal jeg og familien på et eventyr udover det sædvanlige. Oliver har fået sit helt store drømmejob i USA, og derfor skal vi simpelthen flytte alle fem, lyder det på et Linkedin-opslag fra Pernille Skipper, der pt,. er nyvalgt formand for Coop.

– Det er både spændende og lidt en mundfuld. Der skal siges farvel til klassekammerater og yndlingspædagoger. Der skal styr på nedpakning og nye institutioner, nyt sprog og ny tidszone.

– Det er mildt sagt kommet ud af det blå og går hurtigt. Men nogle gange er det sådan i et ægteskab, at den enes drømme må vige for den andens. Der er ingen tvivl om, at jeg ofte gennem årene har været den af os, der har fået mest flyvetid.

– Jeg tager formandsposten for Coop amba, computeren og en stabil internetforbindelse med i bagagen, og flytningen kommer derfor ikke til at ændre noget for mit job i hvert fald på den korte bane.

– Coop amba har nogle vigtige strategiske indsatser, der skal rulles ud i efteråret. Vi skal for første gang spørge alle to millioner medlemmer, hvad der skal være den vigtigste mærkesag for Coop i både foreningen og forretningen, når de skal vælge Medlemmernes Mærkesag 2026. Og vi skal genstarte Coop Madskole GoCook, så vi kan støtte børn og lokale skolers arbejde med madkundskab og gode råvarer. Det skal følges til dørs, og kræver hele organisationens fokus.

– Men det er klart, at på den lange bange, kan man ikke blive som formand for en medlemsejet virksomhed, der bryster sig af sine stærke lokale forankring, når man bor i et helt andet land. Jeg kan meget på computer og telefon, men jeg kan ikke på samme måde slide asfalten på de danske landeveje tynd og være til stede lokalt. Så planerne for, hvad der skal ske på den lange bane, skal lægges på et tidspunkt. Det tager vi hul på, når vi sammen har sikret en god og stabil eksekvering på vores vigtige nye indsatser.