Der er 909.643 kroner på vej til Ribe Domkirke. Det er resultatet efter, at kirkeminister Morten Dahlin har besluttet, at 27 kirker får tildelt 24 millioner kroner fra puljen for By-, Land- og Kirkeministeriets kirkeistandsættelsesordning 2025.

Puljen giver mulighed for at få tilskud til at vedligeholde og istandsætte særligt bevaringsværdige kirker.
Kirkeminister Morten Dahlin siger:
”Det er en stor glæde for mig, at vi i dag kan offentliggøre, at Ribe Domkirke får næsten en million kroner, som skal gå til at vedligeholde og fremtidssikre kirken. Vi har mange fantastiske kirker i Danmark, og de er med til at gøre vores land til noget helt særligt. Det er også derfor, at det er en særlig glæde, at vi nu kan få pengene ud og arbejde,” fortæller ministeren, mens han tilføjer:
”Vi skal passe på Danmarks kristne kulturarv. Derfor er det afgørende, at vi passer på vores gamle kirker. De er en del af vores fælles historiefortælling og spiller en vigtig rolle i danskernes liv. Med en millionpulje til en række særligt bevaringsværdige kirker sikrer vi, at også fremtidige generationer får glæde af dem.”
Fakta:
Nationalmuseet har vurderet, at de 27 kirkeistandsættelsesprojekter er støtteværdige pga. deres nationale eller lokale kulturhistoriske værdi. Det er ikke kun Ribe Domkirke, der modtager. Eksempelvis får også Gredstedbro Kirke (507.813 kr.) penge i dette års pulje til at istandsætte.
Kirkeistandsættelsesordningens maksimale støttebeløb til enkeltansøgninger i 2025 er 3,5 mio. kr. og maksimalt 35 pct. af istandsættelsens samlede udgift.
Læs mere om de enkelte projekter her.
