Pæn placering til Tønder Kommunes erhvervsliv

Tønder kommuneFoto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Med en placering som nummer 30 er Tønder med i den gode tredjedel konkluderer en ny analyse der har set på erhvervsudviklingen i landets 98 kommuner både før og under corona-krisen.

Erhvervsindekset er bygget op om en række indikatorer, der tilsammen giver et overblik over udviklingen i kommunernes erhvervsaktivitet.

Rapporten er baseret på 22 udvalgte indikatorer inden for tre hovedområder:

1) Arbejdspladser, indkomst og produktivitet

2) Iværksætteri og vækstvirksomheder

3) Eksport

“En placering som nummer 30 ud af 98 kommuner synes jeg er et fint resultat for Tønder Kommune, og når vi ser tilbage på, at vi også gik frem i Dansk Industris seneste måling, så fortæller det med al tydelighed, at vores dygtige erhvervsliv og vi som kommune er på rette vej”, fortæller Tønder Kommunes borgmester Henrik Frandsen.

Det er konsulenthuset IRIS Group der står bag analysen, hvor konsulenterne også har lavet et særligt corona-indeks. Her har man har analyseret på, hvilken effekt corona-krisen har haft ude i de enkelte kommuner, målt på en række nøgleområder, fx ledighed, konkurser og jobopslag.

På corona-indekset er Tønder placeret som nummer 64, hvilket ikke kommer bag på Henrik Frandsen.

“Der er ingen tvivl om, at der er mange i vore lokale erhvervsliv der har haft – og fortsat har – det svært. Det ser heldigvis ud til, at vi som samfund går mod bedre tider. Men vi har en stor opgave- i både på Christiansborg og her i Tønder Kommune – med gøre alt hvad vi kan for at give de bedst mulige rammevilkår for erhvervslivet, så de hurtigst muligt kan komme tilbage på fode”, understreger Tønder Kommunes borgmester.

Rapporten konkluderer også, at krisen generelt har ramt hårdest i storby- og hovedstadskommunerne. Det skyldes blandt andet, at oplevelseserhvervene fylder meget i disse kommuner. Mest markant er det i Tårnby Kommune, som ligger nummer 1 i erhvervsindekset, men indtager en placering som nummer 94 i corona-indekset.

Analysens data er baseret på de nyeste data fra Danmarks Statistik, som er fra 2019. Dermed tegner indekset altså et billede af de lokale erhvervspræstationer, som de tog sig ud, inden corona-krisen.

analysen kan læses på:

https://irisgroup.dk/lokale-erhvervspraestationer-2021/