Torsdag den 16. april 2026 er for mange lystfiskere en festlig dag.
Her er der nemlig ’laksepremiere’.
Den årlige laksepremiere er altid lidt af et tilløbsstykke i lystfiskerkredse, og intet tyder på, at i år bliver anderledes. Faktisk sker det sommetider, at den kvote, Fiskeristyrelsen udsteder til laksefiskeriet, bliver opbrugt på dagen – også selvom den løber helt frem til den 31. oktober.
Fiskeristyrelsens kontrollører vil være til stede ved udvalgte åer ved premieren, som finder sted ved henholdsvis Storå, Skjern Å, Varde Å, Sneum Å, Kongeå, Ribe Å, Brede Å og Vidå. Her kontrollerer de, at fiskerne overholder reglerne for fiskeri af laks. Det indebærer fx, at man skal indløse fisketegn, samt at laksene overholder mindstemålene. Men der er også en række andre ting, som kontrollørerne vil holde øje med:
”Der er regler omkring de kroge, du fisker med. Blandt andet må du ikke fiske med modhager på krogene, når du fisker i de vandløb, hvor der gælder regler for dette. Derudover skal du sikre dig, at du ikke tager mere end én laks med hjem – der gælder nemlig en regel om, at lystfiskere kun må hjemtage én laks pr. person i de respektive vandløb. Du skal også have et dagskort eller være medlem af en fiskeriforening, som har adgang til laksekvoterne, og så skal du huske at indberette fangsten på foreningens hjemmeside inden midnat – uanset om du tager dem med hjem eller ej.
– Fanger du en laks, som skal sættes ud igen, må du ikke tage den op – den skal hele tiden være i kontakt med vandet. Det øger nemlig chancen for, at laksen overlever genudsættelsen.
Det skal du bl.a. huske, når du fisker efter laks i vestvendte åer
• At indløse fisketegn, hvis du er mellem 18-67 år
• At købe et dagskort eller være medlem af en fiskeriforening med adgang til kvoterne
• At du kun må fiske med kroge uden modhager
• At overholde mindstemål
• At du kun må hjemtage én laks pr. person
• At laksen ikke må tages op af vandet, hvis den skal genudsættes.
Find flere oplysninger om reglerne for lystfiskeri på fiskeristyrelsen.dk
Find flere oplysninger om køb af fisketegn på www.fisketegn.dk
Kilde: Fiskeristyrelsen
