Opfordring: Husk sikkerheden på overvågningskameraer – russerne kan se med

Der er set flere tilfælde af, at pro-russiske hackergrupper hævder at dele billeder og videoer fra danske overvågningskameraer. Styrelsen for Samfundssikkerhed opfordrer til at gennemgå og styrke sikkerheden for overvågningskameraer.

I den seneste tid har der været nyheder i pressen om, at pro-russiske hackergrupper hævder at have adgang til billeder og videoer fra overvågningskameraer i Danmark. Som beskrevet i Cybertruslen mod Danmark, som blev offentliggjort i efteråret 2025, søger de pro-russiske hackere at skabe utryghed i befolkninger og omtale i medierne.

Styrelsen for Samfundssikkerhed opfordrer til, at virksomheder, myndigheder og borgere har fokus på sikkerheden ved deres overvågningskameraer.

”De pro-russiske hackergrupper ønsker at få opmærksomhed og skabe utryghed. Vi skal ikke gøre det let for dem! Vi anbefaler derfor, at myndigheder, virksomheder og borgere orienterer sig i vores vejledninger og gennemgår og styrker sikkerheden i deres overvågningsudstyr. Der er også mulighed for at kontakte vores cyberhotline,” fortæller Christine Engel Christensen, vicedirektør i Styrelsen for Samfundssikkerhed.

Styrlsen for Samfundssikkerhed vurderer, at det først og fremmest er systemer, der har et lavt beskyttelsesniveau, og som kan tilgås direkte via internettet, der er udsat. Derfor er der også meget, borgere selv kan gøre for at undgå, at hackere får adgang til deres overvågningskameraer.

Styrelsen for Samfundssikkerhed deler gode råd om digital sikkerhed til små og mellemstore virksomheder samt privatpersoner på portalen www.sikkerdigital.dk. Det er også muligt at få vejledning gennem Cyberhotline for digital sikkerhed på tlf. 33 37 00 37.

Sådan sikres overvågningskameraer og andre internet-forbundne enheder bedre
Internet-forbundne enheder, som fx overvågningskameraer, kan udgøre en risiko for både virksomheders og privatpersoners digitale sikkerhed.

Tre gode råd:

1. Skift adgangskode og brugernavn på enheden
2. Opdater enheden og undersøg fx, om man kan slå automatisk opdatering til.
3. Slå funktioner og enheder fra, hvis du ikke bruger dem

Find vejledning til at styrke sikkerheden i overvågningskameraer og andre internet-forbundne enheder i dit hjem eller virksomhed her:

Vejledning til private hjem: Er dit digitale “smarte” hjem sikkert

Vejledning til virksomhederIoT: Beskyt overvågningskamera, termostat og andre internet-forbundne enheder i virksomheden
Vejledning om Cybersikkerhed i overvågningsudstyr: https://samsik.dk/publikationer/cybersikkerhed-i-overvaagningsudstyr/

Cybertruslen mod Danmark:
https://samsik.dk/wp-content/uploads/2025/11/Cybertruslen-mod-Danmark-2025.pdf