Ny udstilling på Museet Holmen i Løgumkloster

Udstilling: VERDEN HAR HUNDREDE HJØRNER


Nu har kunstner og kunstformidler Bente Sonne, samt forfatter og præst Sten Kaalø
sammen skabt en udstilling til Museet Holmen, som tager udgangspunkt i Kaaløs digt.

VERDEN HAR HUNDREDE HJØRNER
Digtet danner rammen om en udstilling, der med Sten Kaaløs lyrik og Sonnes grafik, skitser,
billeder og installationer, både forholder sig til tilværelsens små og store tildragelser i al
almindelighed, men også aktualiserer den utryghed og frygt, som i 2022 er blevet et særligt
livsvilkår i verden. Som i digtets to første strofer:

Verden har hundrede hjørner
Lyset skifter fra morgen til aften
De indlagte flyttes i takt med
bombernes regn. Edderkoppen
zigzagger op og ned i sit spind
lydløs som uglen

Hver for sig og sammen har de to kunstnere igennem lange, succesfulde karrierer
inspireret og udfordret hinanden kunstnerisk. De har i en fælles poetisk ramme, med hver
sit udgangspunkt, sat hverdagen og de konkrete nu-og-her oplevelser og udtryk ind i en større
universiel sammenhæng.

Bente Sonne er bredt uddannet som lærer, designer, grafiker, kunstner og antropolog. Hun har en
omfattende udstillingsvirksomhed bag sig – herunder udstillinger som medlem af
Grænselandsudstillingen i godt 25 år – heraf 16 som formand. Sonne har derudover modtaget en
række udmærkelser, legater og priser.

Sten Kaalø har siden sin debut i 1969 som forfatter udtrykt sig i et produktivt og mangfoldigt
forfatterskab. Forfatterskabet omfatter prosa, lyrik, hørespil, dramatik og salmer og det folder sig
ud i et utal af sammenhænge og i alle tænkelige medier. Kaalø har gennem hele forfatterskabet
modtaget et utal af priser, udmærkelser og legater – og får til stadighed stor opmærksomhed og
imponerende anmeldelser.


Fernisering af udstillingen finder sted lørdag den 3. december kl. 13.00.

Adresse: Museet Holmen, Østergade 13, Løgumkloster – www.museetholmen.dk

Kilde: Museet Holmen