Ikke alle familier har overskud og ressourcer til at arrangere oplevelsesture på egen hånd. Med en donation på 68.000 kr. fra TrygFonden kan Red Barnets Familieoplevelsesklub i Haderslev nu invitere 15 af kommunens børnefamilier på fælles familietur til Samsø. Turen skal gennemføres til sommer og vil byde på sjove aktiviteter, oplevelser og nye venskaber.
Red Barnets Familieoplevelsesklub i Haderslev er drevet af frivillige, der har lyst til at hjælpe familier med begrænset netværk med at lære andre familier at kende og etablere venskaber mellem børnene. Klubben afholder hvert år cirka ti arrangementer og ture, der alle har til formål at give familierne et afbræk i hverdagen og nogle gode oplevelser, som kan få dem til at føle sig som en del af et fællesskab.
– Alle forældre ønsker at se deres børn glade og have nogle fælles oplevelser, som man i familien kan glæde sig over sammen. Derfor hjælper vi familier, der mangler overskuddet til selv at arrangere den slags aktiviteter, og som har svært ved at danne nye sociale netværk på egen hånd. Næste års tur til Samsø er kommet i stand takket være donationen fra TrygFonden, så den er vi meget taknemmelige for. Det bliver helt sikkert en stor oplevelse for de familier, der deltager – særligt for børnene, der på sådan en tur får god tid og mulighed for at danne nye og forhåbentligt stærke varige venskaber, siger Jørn Lang, formand for Familieoplevelsesklubben i Haderslev.
15 familier med i alt 30 børn i alderen 5-15 år vil blive inviteret med på turen til Samsø, der forløber over tre dage og altså inkluderer to overnatninger på øen. Madlavningen på turen vil foregå i fællesskab, ligesom der vil være flere fælles aktiviteter, bl.a. besøg på museum, i en labyrint og generelt masser af leg og hygge. Donationen fra TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark er givet som led i rådets særlige arbejde for børn og unges trivsel.
– I TrygFonden vil vi gerne bidrage til, at vores børn og unge trives bedre, tror på eget værd og er med i et positivt fællesskab. Vi er derfor glade for, at vi med donationen kan medvirke til, at en gruppe af Haderslevs børn og unge sammen med deres familier kan komme på en flerdages tur i sommerferien, hvor de vil opleve masser af fællesskab, sjove aktiviteter og få gode kammerater.
Samsø-turen ville ikke være mulig uden de frivillige, som giver deres tid og nærvær for at glæde børn og familier.
– Det skal de have en stor tak for, og vi er glade for at støtte deres værdifulde indsats, siger Mikkel Linnet, repræsentant i TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark.
