Lene Cathrine Tourlin Kolte er Aabenraa Kommunes nye borgervejleder. Foto: Kerstin Bundgaard
Den nye borgervejleder i Aabenraa Kommune er Lene Cathrine Tourlin Kolte, som er uddannet socialrådgiver. Hun har stor erfaring med borgerkontakt, vejledning og koordinering i forskellige sammenhænge.
– Jeg ser meget frem til at komme ordentlig i gang med arbejdet som borgervejleder og møde borgerne fysisk. Jeg håber, at borgerne vil benytte sig af min tilstedeværelse, og jeg kan hjælpe dem med deres henvendelser, siger Lene Cathrine Tourlin Kolte, der startede i sit nye job 1. maj, men hidtil ikke har mødt borgere ansigt til ansigt på grund af coronarestriktionerne.
Borgervejlederen er et gratis tilbud til borgere i Aabenraa Kommune, som blev oprettet i 2017. Borgerne har mulighed for at henvende sig til borgervejlederen, hvis de oplever, at det er svært at finde vej gennem det kommunale system.
Det er Lenes Cathrine Tourlin Koltes opgave at være en god og tryg samarbejdspartner for borgere samt være bindeled til kommunen, når der eksempelvis er behov for hjælp til at forstå breve, klagevejledninger eller andre informationer fra kommunen.
Lene Cathrine Tourlin Kolte kan også fungere som vejviser samt guide borgere til rette afdeling eller kontor i kommunen. Den viden, som borgervejlederen indsamler gennem dialogen med borgerne, skal være med til at højne og fastholde kvaliteten i det samarbejde, som borgerne har med kommunen.
Lene Cathrine Tourlin Kolte er klar til at tage imod henvendelser hver tirsdag til torsdag. Borgervejlederen kan kontaktes på telefon eller mail. Det er også muligt, at få et personligt møde efter forudgående aftale.
Lene Cathrine Tourlin Kolte sidder klar ved telefonen tirsdag og onsdag klokken 9.30-11.30 og torsdag klokken 14.30-16.30 på telefon 73767083eller mail lckol@aabenraa.dk.
Be the first to comment on "Ny borgervejleder i Aabenraa Kommune"