Nu skærpes reglerne for at sikre ro og orden i folkeskolen – Vold, mobning og hærværk skal ikke accepteres

Med børne- og undervisningsministerens ændringer i ordenbekendtgørelsen bliver det mere tydeligt for lærere, pædagogisk personale og ledelse, hvordan de kan handle for at fremme god orden i folkeskolen. Det fremgår af det udkast til ordensbekendtgørelse og vejledning, som netop er blevet sendt i høring.

I fremtiden kan skolen i større grad tage hensyn til de elever, som andres opførsel er gået udover. Med ændringerne tydeliggøres det også, at elever som led i eftersidning eller i andre tilfælde kan få til opgave at deltage i oprydning eller lign. som en form for skoletjeneste. Hensigten er at gøre det tydeligt for eleven, hvilke konsekvenser deres handlinger kan have resten af skolen og samtidig en vise en konkret vej tilbage i fællesskabet.

Folkeskolen skal kunne rumme alle børn, men den skal ikke acceptere alt adfærd. Vold, mobning og hærværk er ødelæggende for skolens hverdag. Når elever ikke følger ordensreglerne, skal det derfor være mere tydeligt beskrevet, hvordan skolens ledelse og personale kan gribe ind. Med disse otte ændringer, ønsker vi at passe bedre på skolens fællesskab,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.  

Fleksibiliteten i skolelederens mulighed for at udelukke en elev mere end to gange om året bliver præciseret, så det bliver klarere, hvad der er muligt. Desuden bliver det tydeligt, hvordan der kan iværksætte en akutindsats for elever, der har behov for en øjeblikkelig indsats. Så der hurtigt kan sættes en specialpædagogisk indsats i gang.

”Elever i folkeskolen har krav på et godt undervisningsmiljø. Det er de voksnes ansvar. Men i nogle klasser, kan der være elever som forstyrrer undervisningen urimelig meget eller skaber utryghed i skolegården. Langt de fleste situationer kan heldigvis håndteres med forebyggelse og almindelige pædagogiske indsatser. Men i nogle få tilfælde, er der behov for en akut specialpædagogisk indsats, hvor de kan få sænket skuldrene og finde en vej tilbage i et klassefællesskab. Ændringerne tydeliggør, at skolelederen kan iværksætte sådan en akutindsats til elever, der har brug for øjeblikkeligt at få hjælp i roligere omgivelser”, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Konflikter og grænseoverskridende adfærd finder i dag ikke kun sted fysisk i skolen, men også i de digitale fællesskaber som eleverne indgår i. Derfor bliver vejledningen til ordensbekendtgørelsen moderniseret, så det tydeliggøres, at den kan tages i brug ifm. digital adfærd, fx mobning på sociale medier. Desuden indeholder ændringerne af ordensbekendtgørelsen blandt andet en tydeliggørelse af forældrenes ansvar for at bidrage til løsningen af deres barns uhensigtsmæssige adfærd. Dertil er det tydeliggjort hvilke andre indsatser, der kan iværksættes for, at problemer med undervisningsmiljøet bliver løst. 

Ordensbekendtgørelsen og den dertilhørende vejledning sendes i dag i høring.

Overblik over justeringer i ordensbekendtgørelsen og den dertilhørende vejledning

  1. Bedre beskyttelse af elever, ansatte eller andre, der er påvirket af andre elevers dårlige opførsel:
    Der skal være større hensyn til de elever ansatte eller andre, som bliver negativt påvirket af andre elevers opførsel.
  2. Skoletjeneste – elever hjælper med oprydning ifm. eftersidning:
    Elever kan blive bedt om at hjælpe med oprydning eller lignende, således at der anvises en konkret vej til at genoprette skaden på fællesskabet.
  3. Udelukkelse fra undervisning:
    En elev kan blive udelukket fra undervisningen mere end to gange om året, hvis skolelederen vurderer, det er nødvendigt. Dog stadig kun mellem 7-10 dage, 
  4. Akutindsats med hurtig hjælp:
    Hvis en elev har behov for en øjeblikkelig indsats, kan der hurtigt sættes en specialpædagogisk indsats i gang.
  5. Øget fleksibilitet ved overflyttelse af en elev til en anden skole:
    Det bliver lettere at flytte en elev til en anden skole, hvis det er nødvendigt. Dette sker med inddragelse af kommunalbestyrelsen.
  6. Fokus på digital adfærd: Det bliver tydeligere, at ordensbekendtgørelsen også kan benyttes ved dårlig opførsel og krænkelser online over for andre elever eller skolens personale. For eksempel ifm. mobning på sociale medier.
  7. Forældrene skal tage deres del af ansvaret:
    Skolen kan give forældre konkrete opgaver eller stille krav, der skal hjælpe deres barn med at forbedre sin opførsel i skolen.
  8. Præcisering af SFO’ens rolle:
    Det tydeliggøres, at SFO’en i åbningstiden kan tages i brug ifm. iværksættelse af foranstaltninger.

Kilde: Børne og Undervisningsministeriet