– Nu kan du gå til politik i Tønder

Vælgerforeningsformand Birgitte Klippert og borgmesterkandidat Anette Abildgaard Larsen glæder sig til at åbne dørene til borgerne i Tønder Kommune. Privat foto

Man kan gå på aftenskole og lære spansk, man kan gå til hækling, man kan gå til badminton. Og nu kan man også gå til politik. Den Konservative vælgerforening i Tønder Kommune indfører nemlig ’Vi går til politik’ hver anden mandag frem til valget.

Mandag den 13. september slås dørene for første gang op til Det Konservative Folkepartis arrangement ’vi går til politik’. Et arrangement hvis formål er at give borgerne i Tønder Kommune mulighed for, på den ene side at lære deres lokalpolitikere at kende, men på den anden side også invitere til debat om diverse politiske emner.

’Vi ønsker at åbne dørene for alle borgere i Tønder Kommune. Uanset om du er interesseret i politik eller ej, så er der et forestående kommunalvalg, som alle stemmeberettigede på den ene eller den anden måde skal forholde sig til. Med dette arrangement kan du som almindelig borger over en kop kaffe og et stykke kage komme i dialog med vores lokale politikere. Hvis du hellere bare vil lytte, er det naturligvis også en mulighed’, siger Birgitte Klippert der er formand for Tønder Kommunes vælgerforening i en presseudmelding.

Arrangementet, der bliver gennemført fem gange, bliver holdt på Café Glass på Gråbrødretorv i Tønder, der, trods det at den endnu ikke er åbnet officielt, lukker dørene op for ’vi går politik’. Til de fem arrangementer er der hver gang en overskrift, som danner rammen om aftenen; 13. september – børn, skole og uddannelse, 27. september – bosætning og erhvervsvenlighed, 11. oktober – grøn omstilling, 25. oktober – sundhed og velfærd, og den 8. november er det infrastruktur.

’Alle er velkomne. Alle borgere. Også politikere fra andre partier er velkomne. Jo mere debat vi kan få, jo bedre er det. Vi kan nemt sidde og give os selv ret i det meste, men det er klart mere dynamisk og nuanceret, hvis der også kommer gæster, der er nysgerrige, og som gerne vil spørge ind til, hvad vi i Det Konservative Folkeparti står for’, siger borgmesterkandidat Anette Abildgaard Larsen.

’Vi går til politik’ starter kl. 19.00, men man må gerne komme løbende. Der vil hver gang deltage mindst to af de lokale politikere.