Motorsport: Unge Casper Nissen fra Toftlund overvandt udfordrende weekend på Anderstorp

Pressefoto

Det sønderjyske motorsportstalent fik værdi for lærepengene, da Nordic 4-mesterskabet i weekenden gæstede den svenske tidligere Formel 1-bane øst for Göteborg.

Selvom Toftlund-køreren og STEP Motorsport forud for løbsweekenden havde haft en enkelt træningsdag på banen, måtte han nøjes med sjettehurtigste omgangstid i tidtagningen. Da starten gik til første løb, ville bilen ikke sætte i gear, og det betød til gengæld, at Casper Nissen måtte køre sig frem fra bunden af det mere end 20 biler store felt, og med en flot indsats lykkedes det at slutte løbet på syvendepladsen.

Det gav til gengæld en startplacering som nummer to i det næste heat, og her holdt Nissen godt fast, selvom det lykkedes hans mere erfarne teamkammerat at komme forbi, og der bagfra var godt med pres på den unge kører. Med en tredjeplads i hus og femte startplacering i finaleheatet var der lagt op til et spændende heat – og det blev det også.

Fra starten blev der indledt en intens kamp for at sikre en topplacering, og det 14-årige talent måtte bruge alle kræfter på at komme frem i feltet, men mod slutningen faldt tempoet drastisk og en skuffet Casper Nissen måtte nøjes med syvendepladsen, da han krydsede målstregen for sidste gang.

– Der var ikke mere tilbage i dækkene, så jeg var nødt til at bakke af. Det er mega frustrerende, for jeg havde god fart og vi havde nogle gode kampe – men det er en del af udviklingen at lære hvordan dækkene virker i de her situationer, fortæller Casper Nissen, som dog er godt tilfreds med weekenden som helhed:

– Jeg manglede lidt fart i træning og tidtagning, men i løbene var farten tilbage og jeg følte mig godt tilpas. Det var ærgerligt at jeg ikke fik så meget ud af starten i første heat, men det var fedt at kæmpe mig hele vejen tilbage, og så er Anderstorp bare en fed bane at køre på. Jeg har fået lært en masse, så jeg kan fortsætte udviklen med STEP Motorsport, siger Casper Nissen.

Om tre uger er Casper Nissen atter i aktion, når han og STEP Motorsport er tilbage i Sverige til anden afdeling af det nordiske mesterskab, som køres på Gelleråsen Arena ved Karlskoga.

Se artiklen på caspernissen.com