Den nuværende Løgumkloster Efterskole, der fra august bliver til Løgumkloster Efterskole og Fri Fagskole, har modtaget en bevilling på 8 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Bevillingen gør det muligt at igangsætte et ambitiøst projekt, der skal styrke og videreudvikle skolens værksteds- og læringsmiljøer.
Midlerne er bevilliget til en gennemgribende opgradering samt en tilbygning til skolens eksisterende værkstedsfaciliteter. Projektet er udviklet i samarbejde med arkitektfirmaet ARKKON i Tønder og har været et mangeårigt ønske for skolen.
”Vi er dybt taknemmelige for støtten. Det er en helt afgørende opbakning, som gør det muligt for os at realisere et projekt, vi ellers ikke ville have haft mulighed for. Det betyder utrolig meget for os – og for de unge mennesker, der går på skolen,” udtaler skolen.
De eksisterende faciliteter danner allerede i dag et godt fundament for undervisningen. Med den kommende opgradering bliver værksteder og kreative læringsmiljøer udvidet og moderniseret, så de i langt højere grad understøtter kreativ og praksisfaglig undervisning på et højt niveau.
Konkret betyder det, at eleverne får bedre plads og adgang til tidssvarende udstyr og rammer, hvor de kan arbejde mere koncentreret og professionelt med praktiske fag – hvad enten det er håndværk, design, omsorgsarbejde eller gastronomi.
”Vi glæder os helt enormt til at komme i gang. Det her bliver et markant løft af vores skole og de muligheder, vi kan give eleverne. Det er ganske enkelt et projekt, vi har drømt om – og som nu kan blive til virkelighed,” siger forstander Jørn Nørgaard.
Bevillingen får særlig betydning for skolens nye fri fagskole, som åbner fra august som en del af skolens samlede tilbud. Her er praksisfaglig undervisning en central del af hverdagen, og de nye faciliteter bliver afgørende for at kunne gennemføre undervisningen i den ønskede kvalitet.
Med opgraderingen skabes der læringsmiljøer, der ligger tættere på virkeligheden og giver eleverne mulighed for at arbejde mere målrettet og anvendelsesorienteret med deres fag. Det styrker både motivationen og deres muligheder for at finde en vej videre i uddannelse eller job.
Projektet forventes at stå færdigt i løbet af 2027 og vil samlet set give et markant løft af skolens fysiske rammer og mulighederne for at arbejde med praksisnær undervisning.

