Miljøminister Lea Wermelin opfordrer Kommunernes Landsforening og borgmestre, som er ramt af de aktuelle oversvømmelser til at komme med forslag til regeringens plan
for klimatilpasning.
Den rekordstore mængde nedbør denne vinter har sat marker og bygninger under
vand i store dele af Danmark. Regeringen vil i forbindelse med den kommende
klimatilpasningsplan gerne have erfaringerne fra den seneste tids
oversvømmelser med i det videre arbejde.
– De seneste oversvømmelser rundt omkring i landet, er en tydelig påmindelse om konsekvenserne ved klimaforandringerne. Både efteråret og vinteren har været meget våd, og på landsplan er der aldrig kommet så meget regn i februar. Jeg har hørt fra mange kommuner over hele landet, og jeg har
allerede mødtes med en række borgmestre om oversvømmelser. Men det er vigtigt, at vi får samlet kommunernes erfaringer med barrierer for
klimatilpasning oven på den seneste tid.
Derfor vil jeg mødes med KL og
borgmestre, som er klimaramte, for at høre deres forslag, siger
miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.
Behov for nye værktøjer
Ansvaret for at håndtere oversvømmelser er i dag delt mellem grundejere og
kommunen, mens staten har ansvar for lovgivningen.
– Danmark vil i fremtiden stå over for større udfordringer med voldsommere
vejr og stigende vandstande. Det kræver nye værktøjer. Vi er i gang med grøn
jordfordeling og pilotprojekter til forbedring af klimafølsomme vandløb. Og
så ønsker regeringen at sætte arbejdet med en samlet national plan for
klimatilpasning i gang, siger Lea Wermelin.

Be the first to comment on "Miljøministeren: Klimaramte kommuners forslag skal på bordet"