Michelle Malmborg Wind er ny Dagtilbudschef i Sønderborg Kommune

Den 1. februar 2025 tiltræder Michelle Malmborg Wind som Dagtilbudschef i Sønderborg Kommune. Hun kommer fra en stilling som leder for PPR i Middelfart Kommune.

Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Michelle Malmborg Wind som ny Dagtilbudschef i Sønderborg Kommune. Michelle Malmborg Wind tiltræder stillingen i Sønderborg Kommune den 1. februar 2025 og kommer fra en stilling som leder af PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i Middelfart Kommune.

– Vi får med Michelle Malmborg Wind en Dagtilbudschef, som har en stor faglig indsigt i og bred viden om børne- og dagtilbudsområdet. Jeg ser frem til samarbejdet med Michelle og glæder mig over, at hun har valgt Sønderborg Kommune til, siger Nicolai Dupont Heidemann, der er direktør for Børn, Uddannelse og Sundhed.

Ud over jobbet som leder af PPR i Middelfart Kommune har Michelle Malmborg Wind også været teamleder for PPR skole/ungeteam i Ikast-Brande Kommune. Her hun også arbejdet som psykolog i både PPR småbørn og PPR ungeteam, og Michelle Malmborg Wind har haft lignende stillinger i Odense Kommune. Den nye Dagtilbudschef har en kandidat i psykologi fra Aarhus Universitet og er autoriseret psykolog. Hun er også i gang med at tage en master i offentlig ledelse.

Michelle Malmborg Wind glæder sig over ansættelsen.

– Jeg ser frem til at starte som dagtilbudschef i Sønderborg Kommune og være med til at styrke det gode børneliv i tæt samarbejde med medarbejdere, ledere og forældre. Sammen vil vi bygge videre på det stærke fundament, omsætte visioner til handling og skabe trygge, inspirerende og udviklende rammer for vores yngste børn. Det motiverer mig at blive en del af en kommune, der prioriterer børnene og tør sætte ambitiøse mål for deres trivsel og udvikling, siger hun.

Michelle Malmborg Wind er 39 år og bor i Vejle med sin mand, og parret har tre børn.

Kilde: Sønderborg Kommune