Masker i Marsken: Blæst, rusk og regn trak strikkegæster til fra hele landet – klar til 2026-udgave

Arkivfoto - Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Regnfyldt blæsevejr plejer ikke at være godt for landets festivaler, men når man er en strikkefestival, er det måske det perfekte vejr. I hvert fald måtte Masker i Marsken melde udsolgt på lørdagsbilletterne, ligesom der blev solgt flere søndagsbilletter end normalt.

– Jeg plejer at sige, at vi jo ikke som en musikfestival er vejrafhængige, men i år må jeg tage mine ord i mig igen. Blæst, rusk og regn er tilsyneladende perfekt strikkevejr og det trak flere gæster til end normalt! Til gengæld var der på bagsiden af festivalen noget mere pres på og vores hjælpemasker har endnu engang gjort en uvurderlig indsats, siger bestyrelsesleder Marianne Rosalie Kalb.

Regn i Væveriet


De store mængder regn udfordrede især lørdag formiddag de frivillige hjælpemasker og betød blandt andet, at P-pladser måtte lukkes ned, nye åbnes, og en særlig regnvejrs-taskforce måtte sættes ind med en redningsaktion, så de store garnmængder i Væveriet ikke blev udsat for vand:

– Kun en tåbe frygter ikke vores hjælpemasker, og vandet måtte fortrække sig til sidst, fortæller Mette Marie Pørksen, der er næstformand i foreningen Masker i Marsken, og fortsætter: – Samtidig vil vi gerne rette en kæmpestor tak til Højer by, der har levet med en del ukurante parkeringer rundt omkring, ligesom fx Højer Efterskole velvilligt stillede deres P-plads til rådighed for os.

Mange dagsbilletter, udsolgt lørdag, rekord søndag


En række strikkefestivaler er de seneste år skudt op rundt omkring i Danmark, men hos Masker i Marsken fortæller udstillerne, at de oplever et særligt fokuseret publikum:

– Vi hører fra flere af vores udstillere, at vi har mange erfarne strikkere, der ved, hvad de kan, og hvad de vil have. Det betyder, at langt de fleste udstillere melder om en meget tilfredsstillende omsætning, hvilket er vigtigt for os, idet det at kunne købe garn og blive inspireret af nye designs udgør kernen i en strikkefestival. Samtidig ser vi også flere og flere nystrikkere – og sågar dem, der endnu ikke er begyndt, men bare har lyst, fortæller Marianne Rosalie Kalb, der i øvrigt melder om stor succes med årets nyeste tiltag, nemlig Madmekka, der blev skabt af lokale aktører, ligesom festivalen generelt konstaterer en let stigende tilgang af betalende gæster. I alt deltog omkring 3.000 mennesker på årets festival.

Early bird billetter sættes til salg 1. november


Early bird-billetter til festivalens femårsjubilæum i 2026 sættes til salg den 1. november. Masker i Marsken holdes næste gang den 23.–25. oktober 2026.

Se mere på www.maskerimarsken.dk.

Pressefoto