Martin Karas Christiansen er ny handelskoordinator for Haderslev Butikker

Pressefoto - Martin Karas Christiansen

Martin Karas Christiansen tiltræder stillingen den 1. marts og vil frem til 1. april have overlap med nuværende handelskoordinator Christian Schulz, som herefter stopper i stillingen.

Det oplyser direktør Ditte Skjoldemose fra Haderslev Erhvervsråd.

Ansættelsen er sket i tæt parløb med Haderslev Butikkers bestyrelse, og det var et meget enstemmigt ansættelsesudvalg der pegede på Martin.

Martin er bosiddende i Haderslev og kommer med en solid erfaring indenfor bylivsaktiviteter og events samt et stærkt lokalt engagement. Han får en central rolle i arbejdet med at styrke og udvikle Haderslev som en attraktiv og levende handelsby i tæt samspil med byens mange aktører, erhvervslivet og kommunen.

Som handelskoordinator vil Martin arbejde med aktiviteter, kampagner, medlemsservice og -udviklingsinitiativer for Haderslev Butikker.

– Jeg glæder mig til at lære medlemmerne at kende og være med til at skabe liv, fællesskab og synlighed i Haderslev. Sammen er jeg sikker på vi kan udvikle en stærk handelsby, som både borgere, virksomheder og besøgende har lyst til at være en del af og besøge igen.