Sydjysk Sparekasse indbyder alle handlende i Sønderborg, Broager, Nordborg og Gråsten og omegn til et informationsmøde om, hvordan man kan udvikle sin butik til at blive en “vinderbutik”.
– Projektet skal være med til at skabe levende bymidter via levedygtige butikker i Syd- & Sønderjylland. På mødet vil projektleder Torsten Bo Jørgensen fortælle om det forløb, vi tilbyder 60 butiksejere. Alle butikker er velkomne til at deltage, også de butikker der ikke er kunder i sparekassen, fortæller direktør Lars Blaabjerg Christensen, Sydjysk Sparekasse.
På informationsmødet vil Torsten Bo Jørgensen, der har 17 års erfaring med udvikling af detailhandel og bymidter, fortælle om de skræddersyede forløb samt medbringe eksempler på butikker, der har fået vendt udviklingen til noget positivt ved at deltage i forløbet.
– Vi vil investere 10.000 kr. pr. forretning til at skabe levende bymidter i Sønderborg, Broager, Gråsten, Haderslev, Vojens, Gram, Vejen, Rødding og Ribe. – Det gør vi for at give forretningerne i de her områder et stærkere fundament at stå på, slår Lars Blaabjerg Christensen fast.
Alle inviteres til informationsmøde onsdag den 29. januar 2025 kl. 18.00-20.00 i Sydjysk Sparekasse Skansen, Aabenraavej 25, Sønderborg.