Med en 11 meter bred kylling, en popcornmaskine og et uforglemmeligt polaroidbillede vil Anima overbevise Coop’s landsrådsmedlemmer om at presse ledelsen til at indgå en ambitiøs aftale om kyllingevelfærd. Anima mener, at ledelsen har sovet i timen.

”Se kyllingen i øjnene.” Så kort er budskabet, der møder Coop’s ledelse samt de 70 landsrådsmedlemmer, der i dag er samlet til Landsrådsmøde i Vejen Idrætscenter. Budskabet kan ikke ignoreres, for det står ved siden af en kylling, der måler 7 meter i længden og 11 meter i bredden og har øjne så store som indkøbskurve.
”Coop har svigtet kyllingerne. Hver dag sælger koncernen tusindvis af turbokyllinger, der er avlet til at blive så store, at de ofte ikke orker at stå op, med mindre de er på vej hen for at æde sig endnu større,” forklarer Lina Lind Christensen, kampagnechef i Anima. ”Coop skylder kyllingerne og sine kunder at tage ansvar for dyrevelfærden og lave en fuld kyllingevelfærdspolitik.”
Røffel til Skipper
Anima er troppet op i Vejen for at byde Landsrådet velkommen. Der er mulighed for at få taget billede med gigantkyllingen af en professionel fotograf, og man kan endda få gratis popcorn fra den medbragte popcornmaskine. På kræmmerhuset står der ”vi tror på dig” som en appel til, at medlemsdemokratiet kan løse Coop’s dyrevelfærdskrise.
”Coop’s ledende kræfter i form af Pernille Skipper, Thor Skov Jørgensen og Michael Løve har indtil nu ikke levet op til deres ansvar, og derfor opfordrer vi i dag landsrådsmedlemmerne til at sætte foden ned og kræve handling fra ledelsen. Coop var engang frontløber for dyrevelfærd, men de seneste år er bolden blevet tabt godt og grundigt, og det fører til et omdømmetab, som kan blive svært at reparere,” udtaler Lina Lind Christensen.
Anima er til stede ved Vejen Idrætscenter hele dagen og står også til rådighed for pressen med yderligere info og billedmateriale.
Baggrund:
- Turbokyllinger – som f.eks. Ross 308 – er avlet til at vokse ekstremt hurtigt: På blot 35 dage øges deres vægt fra 45 gram til over 2.200 gram. Denne unaturlige vækst belaster kroppen og fører ofte til alvorlige velfærdsproblemer såsom gangbesvær, åndedrætsproblemer, hjertestop og smertefulde ætsninger på benene.
- Coop har en delvis politik om udfasning af turbokyllinger i løbet af 2025. Den omfatter dog kun den faste del af kædens ferske kyllingesortiment. Det betyder, at alle Coops spotvarer samt frostkylling og forarbejdede produkter fortsat udgøres af turbokylling. Dermed har Coop den mindst ambitiøse politik i detailhandlen.
- Siden 2017 har Anima været i dialog med Coop om at forbedre dyrevelfærden for slagtekyllinger. Anima arbejder for en forbedret politik, der skal omfatte alle kyllinger, og som også sikrer bedre pladsforhold i stalden.
