Radikale Venstre, Kristendemokraterne, Moderaterne og Slesvigsk Parti har indgået valgforbund forud for det kommende kommunalvalg i Aabenraa Kommune.
Med samarbejdet ønsker partierne at styrke den politiske midte samt sikre, at stemmerne fra vælgere med fokus på dialog, ansvarlighed og samarbejde får størst mulig indflydelse.
Valgforbundet bygger på en fælles ambition om at fremme tværpolitisk samarbejde og nedtone den stigende polarisering, som præger den politiske debat både lokalt og nationalt.
De fire partier deler en tro på, at løsninger findes bedst i fællesskab.
“Vi står sammen om at tilbyde et alternativ til den hårde opdeling mellem rød og blå blok. Vores samarbejde handler om at tage afsæt i en balanceret og konstruktiv politik,
hvor der er plads til nuancer og respekt for hinandens forskelligheder,” lyder det i en fælles udmelding fra partierne.
Med valgforbundet ønsker partierne at sikre, at stemmer på midten ikke går tabt, men i stedet bidrager til en bredere og mere inkluderende repræsentation i byrådet. Dette for at skabe en kommune, hvor samarbejde, ansvar og lokal forankring går hånd i hånd.
