Hurtig patrulje pågreb gerningsmænd på fersk gerning
Ung mand måtte barrikadere sig, mens gerningsmænd var i hans lejlighed. Politiet kom ham hurtigt til hjælp.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog i nat klokken 01.12 et alarmopkald fra en adresse i Kruså. En borger hørte høje bank på en indgangsdør og valgte at barrikadere sig på et værelse og ringe 1-1-2. Der var tale om to gerningsmænd, som efterfølgende kom ind i lejligheden og søgte efter værdigenstande. De to gerningsmænd forsøgte også forgæves at komme ind på værelset til beboeren.
Syd- og Sønderjyllands Politi kom hurtigt beboeren til hjælp. Omkring fem minutter efter patruljen blev sendt, var politifolkene på stedet og fik hurtigt kontakt med gerningsmændene. Der var tale om to unge mænd på 17 og 18 år, der blev anholdt. Den 17-årige havde en kniv i hånden og blev derfor ved anholdelsen udsat for peberspray.
”Vi ser med stor alvor på sagen. Det er en meget ubehagelig oplevelse for en borger at blive udsat for en sådan hændelse og vi er glade for, at vores patrulje kunne være fremme så hurtigt og straks pågribe gerningsmændene. Det giver en tryghed både for den forurettede og for andre borgere,” siger politikommissær Thomas Berg.
Anklagemyndigheden har vurderet, at de to gerningsmænd ikke skal fremstilles i grundlovsforhør, da der ikke vurderes at være juridisk grundlag for en fremstilling. Selv om gerningsmændene havde medbragt en kniv, så vurderes der for nuværende ikke at være tale om et røveri, da det kræver, at der er blevet fremsat trusler eller at der er blevet brugt vold.
Politiet efterforsker sagen, ligesom Syd- og Sønderjyllands Politi samarbejder med Sønderborg kommune om tiltag i forhold til den 17-årige gerningsmand.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
