Kristian fra ProKrop er vinder af Aabenraas Helte 2025

Kristian Bossen Mose fra ProKrop løb tirsdag aften med titlen som Årets Iværksætter 2025, da Business Aabenraa for andet år i træk uddelte iværksætterprisen Aabenraas Helte. Foto: Business Aabenraa

Tirsdag den 27. maj blev Sønderjyllandshallen forvandlet til et festligt samlingspunkt for iværksætteri, virkelyst og lokal stolthed, da Business Aabenraa bød indenfor til iværksætterfejringen: Aabenraas Helte 2025.

Som en del af fejringen skulle årets vinder af iværksætterprisen ”Aabenraas Helte: 2025” kåres. Vinderen blev Kristian Bossen Mose fra Aabenraa med sin virksomhed ProKrop, hvor han igennem kropsterapi hjælper andre med at finde ro, balance og retning.

– Det er jo en anerkendelse af, at det man laver, det er der nogen, der godt kan lide – og en bekræftelse af, at man gør nytte. For mig handler det ikke så meget om drift og penge, men om at kunne løfte andre og forandre deres liv, sådan som jeg selv er blevet løftet. Derfor betyder den her pris utrolig meget for mig, fortæller en tydeligt rørt Kristian Bossen Mose.

Klar vinder i stærkt felt

Vinderen blev fundet efter en intens pitch-konkurrence, hvor Kristian Bossen Mose dystede mod fire andre finalister foran et skarpt dommerpanel og et publikum bestående af omkring 80 iværksættere, virksomheder og gæster. Hver finalist fik under ti minutter på scenen til at præsentere deres virksomhed og overbevise dommerne om, hvorfor netop de fortjente titler som Årets iværksætter.

Kristian var super velforberedt, han havde fuldstændig styr på sit pitch, og man kunne bare mærke, at det her var noget, han brændte for og ville udvikle på. Så vi var alle syv dommere helt enige om, at han var den rette til at vinde prisen som Aabenraas Helt 2025, udtaler Kirsten Kirsten von Wildenradt, partner i kommunikationsbureauet KALB og blandt dommerpanelet.

Andenpladsen gik til Ulle’s mens DM Flytteforretning sikrede sig tredjepladsen.

De øvrige finalister til prisen var BeMarketing og Shine By Hoffmann.

Læs mere om de fem finalister – KLIK HER

Fagligt dommerpanel bag afgørelsen

Vinderen blev udpeget af et uafhængigt dommerpanel bestående af syv professionelle og lokale fagfolk fra erhvervslivet, som vurderede deltagerne ud fra 20 definerede kriterier – herunder innovation, bæredygtighed, økonomisk overblik, vækstpotentiale og præsentationsevne.

Dommerne var:

Anne Beck Henriksen, iværksætterguide hos Erhvervshus Sydjylland

Maibritt Thomsen, strategisk rådgiver i Reklamehuset

Kirsten von Wildenradt, partner, kommunikationsrådgiver & digital chef i KALB

Asbjørn Jakobsen, advokat og partner i Judica Advokaterne

Lars Duisberg, revisor i Revisionscentret Aabenraa

Rasmus Richard Duggen, advokat i Advokatfirmaet Fink

Kaj Glochau, advokat og rådgiver i KG Business Advice

Om Aabenraas Helte:

Iværksætterprisen Aabenraas Helte blev første gang uddelt i 2024 og er sat i verden for at anerkende og hylde de mennesker, der med gåpåmod og skabertrang bygger noget op fra bunden og gør en forskel i Aabenraa kommune.

Finalisterne udvælges på baggrund af offentlige indstillinger og vurderes efter en række kriterier såsom innovation, udviklingspotentiale og bæredygtighed.

Derudover er det et krav, at Iværksætter-finalisterne skal have et registreret CVR-nummer i Aabenraa kommune. CVR-nummeret/virksomheden skal være registreret efter den 1. januar 2021.