Klosteraften 15. september 2026 kl. 19.30 i Dormitoriet ved Løgumkloster Kirke: ”Levende sten” ved enhedsleder ved Museum Sønderjylland Arkæologi Haderslev Morten Larsen

Pressefoto

– om klosterkirken i Løgum, arkitekten Harald Lønborg-Jensen og afslutningen af den store restaurering i 1926

Kirken den er et gammelt hus – og gamle huse skal vedligeholdes. Den fornemme klosterkirke i Løgum var således ved middelalderens udgang allerede flere hundrede år gammel, og fra skriftlige kilder og bygningsarkæologiske undersøgelser har vi kendskab til kirkens mange vedligeholdelsesopgaver fra reformationstiden og frem til i dag.

I foredraget skal vi se på disse istandsættelser af klosterkirken, og hvordan skiftende restaureringer har forandret kirkens udseende og brug. Fokus vil særligt blive lagt på den store restaurering, som Harald Lønborg-Jensen afsluttede i 1926, og som gav kirken mere eller mindre den form og det udseende, der kendetegner den i dag, og som sikrede, at bygningen ikke – i lighed med mange andre middelalderkirker på den tid – blev nedrevet.

Deltagelse er gratis – og der er kaffe og kage!