Jefsen Bog & Idè i Tønder: KIM-bøgerne er tilbage igen

– Fredag den 24/6 får vi besøg af forfatter Finn Jul Hjortsøe – han præsenterer sin nyeste KIM-bog, KIM i Sønderjylland, lyder det fra Lena Jefsen. Det sker fra kl. 15.30-17.30.

Den gamle børnebogsserie har fået nyt liv, og er lige så spændende den dag i dag.

Kim i Sønderjylland er den nyeste i serien af Finn Jul Hjortsøe.

Kultserie

– De nye Kim-bøger er vel ligeså meget et nostalgisk projekt som en historie om at Kim, Erik, Brille og Katja mødes igen efter alle de år. 

– Min drøm om at der ville udkomme endnu en Kim-bog (eller flere) omfattede også, at de skulle se ud som de originale bøger og kunne stå side om side med dem på hylden, lige til højre for Kim-bog nr. 25 “Kim Og Edderkoppen” fra 1973, fortæller forfatteren Finn Jul Hjortsøe.

– Det var altså i 2013 præcist 40 år siden den sidste Kim-bog udkom, så dette jubilæum blev altså fejret med at Kim-bog nr. 26 “Kim Vender Tilbage” kan komme på plads på hylden. Nu i 2022 er der så indtil videre udkommet 7 nye Kim-bøger og den næste er som altid i støbeskeen.

De originale omslag til bøgerne blev i de første mange år fra 1957 tegnet af Amdi Thorsen, som gennem mange år var venner med forfatteren til Kim-bøgerne Bengt Janus Nielsen. Amdi blev i 1966 gift med Majken, som idag også er en kendt tegner og illustrator og som bl.a. har tegnet for Familie Journalen i mange år. Amdi Thorsen døde desværre i januar 2016, 92 år gammel. Majken Thorsen tegnede i slutningen af 80erne nye omslag til en genudgivelse af Kim-bøgerne.

– Det er en stor glæde, at hun har taget sig tid til at også at tegne omslagene til de nye Kim-bøger, så omslagene får lige præcis den rigtige Kim-streg der var så kendetegnende for de gamle bøger.