Foreningen Kulturkraftcenter Højer rejser i alt 1,46 mio. kr. gennem en række fonde til et avanceret digitalt væveprojekt, der er med til at gøre Højer til et samlingspunkt for tekstilkunst.
Endnu et highlight i Tønder Kommune
Højer bliver snart centrum for en ny stærk satsning på tekstilkunst, når Kulturkraftcenter Højer i oktober opstiller to avancerede digitale TC2-væve i værkstedet i Storegade 23 i Højer.
Vævene skal anvendes af professionelle tekstilkunstnere fra både Danmark og udlandet og vil placere Højer på landkortet som et nyt internationalt samlingspunkt for eksperimenterende og teknologisk baseret tekstilkunst.
Projektet er gjort muligt med generøs støtte fra syv fonde, som tilsammen har doneret 1.462.500 kr.
Følgende fonde har bidraget til finansieringen:
- Ny Carlsbergfondet
- Landdistriktspuljen
- A.P. Møller Fonden
- Tage Vanggaard og Hustrus Fond
- Norlys Vækstpulje
- Traugott Møllers Fond
- Toosbuys Fond
Ny Carlsbergfondet har med det største enkeltbidrag spillet en afgørende rolle i projektets realisering.
Højer Byudvikling
Samtidig har Højer Byudvikling ApS med sine investeringer og aktiviteter støbt det nødvendige fundament for, at ideerne om et tekstilcenter kunne udvikles og blive til virkelighed.
De to digitale TC2-væve placeres i en af de bygninger, som byudviklingsselskabet tog initiativ til at bevare og istandsætte i forbindelse med Tøndermarsk Initiativets gennemgribende indsats i Højer.
Bygningerne ejes af Tønder Kommune, som således bidrager med de fysiske rammer for projektet, foruden at kommunen ligeledes yder økonomisk driftsstøtte.
Tønder Kommunes opbakning og støtte har haft rigtig stor betydning for projektets gennemførelse.
De tilrejsende kunstnere får mulighed for at arbejde intensivt i værkstedet, og takket være et samarbejde med Kulturcentret Kiers Gaard, kan kunstnerne bo i umiddelbar nærhed af værkstedet.
– Det her er en kæmpe milepæl – ikke bare for os, men for hele det tekstile kunstfelt. Det er sjældent at kunne tilbyde så avancerede faciliteter uden for storbyerne, og vi er stolte af, at Højer nu bliver et sted, hvor der kan opstå nye kunstneriske samarbejder – også på tværs af landegrænser, siger Hanne B. Sønnichsen, initiativtager og medlem af arbejdsgruppen bag projektet.
Foreningen Kulturkraftcenter Højer arbejder netop nu intenst på at ansætte en projektleder, som skal stå i spidsen for den daglige drift af væveværkstedet og varetage kontakten med tekstilkunstnerne. Så snart projektlederen er ansat, åbnes der for ansøgninger om arbejds-perioder.
– Med Kulturkraftcenter Højer ønsker vi at skabe et sted, hvor fortidens håndværk møder nutidens og fremtidens behov. Og det er en stor glæde og tilfredsstillelse, at byens historie omkring bl.a. Højer Tæppefabrik nu føres ind i fremtiden, fortæller Jørn Petersen, formand for Foreningen Kulturkraftcenter Højer.
Tekstilcenter Højer bliver omdrejningspunkt for et professionelt værkstedsmiljø, hvor der i fremtiden vil blive udbudt både residencies, workshops og kunstneriske samarbejder.
En ny milepæl for dansk tekstilkunst og -kultur bliver markeret, når dørene inden længe åbnes i det nye Tekstilcenter Højer – et dynamisk samlingspunkt for håndværk, design og formidling.
Fakta om TC2-væven
– TC2 /Thread Controller 2) er en computerstyret jacquardvæv, som gør det muligt at væve
komplekse og billedbaserede motiver direkte fra digitale filer.
– TC2-væven giver designere og kunstnere mulighed for at kontrollere hver enkelt tråd individuelt. Det muliggør produktion af detaljerede tekstile værker – fra fotorealistiske billeder til eksperimenterende mønstre.
– TC2-væven anvendes internationalt af tekstilkunstnere, designskoler, museer og forsknings-institutioner.
