Fra d. 22. marts og hele påsken er indlagte børn på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa inviteret til coronavenlig påskesjov. Festlighederne er arrangeret af Legeheltene og foregår på de enkelte hospitalsstuer, så børnene ikke går glip af en ordentlig fejring af påsken sammen med familien. Det sker med støtte fra Ole Kirk’s Fond.
Lækre påskefrokoster, hygge med hele familien og masser af påskeæg. Sådan plejer påskedagene at se ud hos de fleste, når denne hyggelige højtid skal fejres. Men ligesom sidste år må vi indstille os på, at påsken ikke kan afholdes på den måde, vi allerhelst vil.
Påskelege, pynt og guf
Børnene på Sygehus Sønderjylland får tilsendt en påskepakke fra Legeheltene med alt, hvad der skal bruges til at holde en hyggelig påske på stuen med familien. Bl.a. et hæfte med inspiration til aktive påskelege, påskekyllinger til at pynte stuen op, legetøj og selvfølgelig lidt lækkert guf.
”Det kan være hårdt at være indlagt i højtiderne. Derfor er vi glade for, at vi igen i år har mulighed for at uddele påskepakker til børnene. Påskepakkerne kan forhåbentlig sprede påskestemning og sætte gang i den aktive leg, der er vigtig for børnene,” udtaler Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden, som driver Legeheltene.
Legene i påskehæftet er udviklet af en idrætskonsulent hos Børneulykkesfonden og inkluderer både ”æggekast”, gækkebrev og meget andet påskesjov.
