IKEA slog dørene op i Sønderborg – de første kunder blev mødt med friskbagte kanelbullar

Spændte medarbejdere, glade gæster og duften af kanelbullar. IKEA åbnede for kort tid siden sin nye forretning i hjertet af Sønderborg, der skal gøre det nemmere for kunder i hele Sønderjylland at handle hos IKEA og få personlig rådgivning og inspiration til hjemmet. Pressefoto

Torsdag formiddag bød IKEA de første kunder velkommen i den nye butik på Grundtvigs Allé i Sønderborg – et sted fyldt med inspiration og smarte løsninger til hjemmet.

De første kunder blev mødt af duften af nybagte kanelbullar, smil fra medarbejderne og 550 kvadratmeter butik med inspiration til alt fra køkkener til garderober samt et udvalg af boligtilbehør, der kan tages med hjem med det samme.

– Det er en helt særlig dag for os, for vi har virkelig glædet os til at åbne her i Sønderborg. Nu kan de sydjyske kunder nemmere møde os ansigt til ansigt og få vejledning til at finde lige netop de løsninger, der passer til deres hverdag og liv i hjemmet, siger Andreas Møller, Plan and order point Manager i IKEA Sønderborg.

Rådgivning i ro og mag

IKEAs Plan and order point er et mindre butikskoncept end de klassiske varehuse. Her kan kunderne booke tid til personlig rådgivning og få hjælp til planlægning af større indretningsprojekter som køkkener, badeværelser, garderober og opbevaring.

Samtidig kan kunderne gå på opdagelse i udstillinger, købe udvalgt boligtilbehør direkte i butikken og afhente bestillinger, der er lavet både online og i butikken.

– Vi ved, at mange gerne vil kunne se og mærke vores produkter tæt på og samtidig få hjælp til at planlægge deres projekter i ro og mag. Her i Sønderborg får de begge dele i en inspirerende ramme midt i byen, tilføjer Andreas Møller.

Festlig åbning med aktiviteter for hele familien
Den kommende weekend bliver åbningen markeret med aktiviteter for både børn og voksne. De første 25 kunder hver dag modtager en goodiebag fyldt med IKEA produkter, og på åbningsdagen får alle børn den velkendte Fabler Björn-bamse med hjem. 

– Det har allerede været en fantastisk start, og vi håber, at mange vil lægge vejen forbi og fejre åbningen sammen med os. Vi har planlagt en weekend fyldt med sjove aktiviteter, og glæder os til at byde kunderne velkommen, siger Andreas Møller.

  • IKEAs nye Plan and order point ligger på Grundtvigs Alle 173 i Sønderborg.
  • Butikken har åbent alle ugens dage. Mandag-fredag er åbningstiden 10-18 og lørdag-søndag 10-16.  
Spændte medarbejdere, glade gæster og duften af kanelbullar. IKEA åbnede for kort tid siden sin nye forretning i hjertet af Sønderborg, der skal gøre det nemmere for kunder i hele Sønderjylland at handle hos IKEA og få personlig rådgivning og inspiration til hjemmet. Pressefoto