I det sønderjyske arbejder vikarbureau, fagforening og virksomhederne sammen om at skaffe arbejdskraft

Pressefoto

Denne formiddag er værkfører Mogens Dinsen og tillidsmand Henrik Lippert klar til at sige goddag til 12 jobsøgende på virksomheden Frontmatec i Tandslet på Als. Medarbejdere fra fagforeningen Metal Sønderjylland og vikarbureauet Jobteam er også med til mødet.   

På den elektroniske informationstavle inde på fabrikken har man slået et velkommen på dansk, tysk og engelsk op. 

Virksomheden Frontmatec producerer skræddersyet udstyr i rustfrit stål og andre levnedsmiddel-egnede materialer til levnedsmiddelindustrien som eks. slagterier og har brug for montagefolk. 

Helt akut er behovet på 5-6 nye medarbejdere i virksomheden, der er meget eksportorienteret med anlæg til bl.a Rusland, Kina og Finland.. 

– Det er en fordel for alle parter

Nye medarbejdere på Frontmatec bliver rekrutteret via et vikarbureau. John Pedersen fra vikarbureauet Jobteam er også tilstede. 

– Det er en winwin-situation for alle parter, fortæller John Pedersen. Vi har selv erfaring fra den branche vi rekrutterer personale i, og ved derfor hvad den enkelte virksomhed har brug for.  

Det starter med et behov for arbejdskraft og en kontakt til fagforeningen, i det her tilfælde Metal Sønderjylland, der kender deres medlemmer, og ved hvem der går ledig, er god.

– Og et informationsmøde som det her på Frontmatec, er den helt rigtige måde, at tackle opgaven, der går ud på at skaffe de helt rigtige folk. 

Hos Frontmatec i Tandslet fik interesserede jobansøgere en rundtur på fabrikken, Pressefoto

– Vejen til en fast stilling går via vikarjobbet

Værkfører Mogens Dinsen starter med at præsentere virksomheden for de jobsøgende i kantinen, og så går turen ud i produktionslokalerne, hvor der arbejder 150 faste medarbejdere og pt. omkring 25 vikarer. 

Fabrikken består af flere store haller og der er tryk på produktionen i alle hjørner og kanter. Hos Frontmatec arbejder man med idèoplæg, konstruktion og produktion til komplette anlæg. Der er tale om unikke konstruktioner i hvert tilfælde, og to anlæg ligner ikke hinanden idet man arbejder efter kundens oplæg. 

– Vi har pt. brug for montagefolk, fortæller værkfører Mogens Dinsen og fortæller om arbejdstiderne, der for de flestes vedkommende starter kl. 06.00 om morgenen. 

– Og vejen til en fast stilling her på fabrikken går udelukkende gennem et vikarforløb, og det lægger vi ikke skjul på.
Mogens Dinsen er selv startet for 8 år siden hos Frontmatec i et vikarjob, og arbejder i dag som værkfører i montageafdelingen.
Efter rundvisningen på fabrikken gennemgår han de forskellige CV`er sammen med vikarbureauet og vælger blandt dem, der har sagt ja til et vikarjob på Frontmatec.  

– Når vores medlemmer har arbejde er vi glade, og det er medlemmerne også


– Naturligvis mærker vi også, at mange virksomheder har tryk på, og at der er behov for fagfolk, fortæller afdelingsformand Kim Hauborg hos fagforeningen Metal Sønderjylland. 

– Og vi er meget interesseret i at vore medlemmer har arbejde, og derfor er samarbejdet med vikarbureauet Jobteam en rigtig god løsning, lyder det fra Kim Hauborg. 

– Det er en hurtig måde at få arbejdsløse medlemmer så hurtigt som muligt ud på arbejdsmarkedet igen, og det er helt uden en masser papirer, og det kan i princippet ind imellem være sådan, at opsagte medlemmer allerede er med ude for at kigge på et nyt job inden opsigelsesfristen er udløbet, slutter Kim Hauborg.