Højer-profil blandt Danmarks største madsjæle: Celine Eriksen giver unge troen på egne evner

Læreren Celine Eriksen fra Højer Efterskole er blandt de tre finalister til Arlas pris som Årets Madsjæl 2026, og du kan være med til at sikre hende titlen ved at afgive din stemme her. Pressefoto

Gennem gastronomi, lokale samarbejder og et stærkt fokus på personlig udvikling hjælper Celine Eriksen unge mennesker med at opdage sider af sig selv, de ikke vidste fandtes.

Nu er læreren fra Højer Efterskole blandt de tre finalister til Arlas pris som Årets Madsjæl 2026, og du kan være med til at sikre hende titlen ved at afgive din stemme her.

Hvert år kommer unge mennesker fra hele landet til Højer Efterskole. Når de rejser hjem igen, er det ikke kun med nye færdigheder i køkkenet, men ofte også med større selvtillid, nye relationer og en tro på, at de kan mere, end de selv troede muligt.

En stor del af den udvikling står Celine Eriksen bag. Som underviser på gastronomilinjen har hun de seneste seks år gjort køkkenet til langt mere end et sted, hvor man lærer at lave mad. For hende handler det først og fremmest om at give unge mennesker troen på egne evner.

– Jeg vil gerne have, at de lærer et håndværk. Jeg vil gerne have, at de bliver dygtige, og at de lærer, at de kan blive dygtige til noget, fortæller Celine.

Hendes egen vej ind i gastronomiens verden har ikke været traditionel. Oprindeligt var hun på vej mod en akademisk karriere og havde allerede taget en universitetsuddannelse. Men et studiejob i restaurationsbranchen ændrede hendes kurs. Her opdagede hun glæden ved håndværket og oplevede selv betydningen af, at nogen tror på ens evner og potentiale.

– Det har været vigtigt for mig, at der var nogen, der troede på mig. Derfor betyder det også noget for mig at være den person for andre unge mennesker, fortæller hun.

På gastronomilinjen møder hun elever med vidt forskellige forudsætninger. Nogle har stået med i køkkenet siden barndommen, mens andre aldrig har haft en kokkekniv i hånden. Men når undervisningen begynder, starter alle det samme sted. Her lærer eleverne ikke kun at tilberede mad. De lærer at samarbejde, tage ansvar, håndtere modgang og rejse sig igen, når noget ikke lykkes første gang.

For Celine er nomineringen også en mulighed for at sætte fokus på, at unge mennesker ofte rummer langt mere potentiale, end det de bliver tillagt.

– Dygtighed kan se ud på mange måder, og jeg tror på at unge mennesker vokser, når nogen tør forvente noget af dem. Jeg tror, vi nogle gange kommer til at undervurdere unge mennesker i vores forsøg på at passe på dem. Hvis vi kun fokuserer på deres udfordringer, overser vi alt det, de også kan, siger hun.

Den tankegang præger hendes arbejde på gastronomilinjen, hvor målet ikke kun er at lære eleverne et håndværk, men også at give dem troen på egne evner og modet til at række længere, end de måske troede var muligt.

For Celine stopper læringen ikke, når undervisningen slutter. Tværtimod bliver den omsat til handling gennem mødet med den virkelig verden.

Gennem en lang række lokale samarbejder bliver eleverne en aktiv del af livet i og omkring Højer. For nylig var eleverne blandt andet med til at samle penge ind til Børnetelefonen gennem salg af bagværk, og senere på året skal de stå bag et fælles måltid i forbindelse med et arrangement i Ribe. Fælles for aktiviteterne er, at eleverne oplever, hvordan deres færdigheder kan bruges til at skabe værdi for andre mennesker og bringe dem tættere på lokalsamfundet.

– Mad er jo ikke kun at lave mad. Det er relationer, selvtillid og fællesskab, siger hun.

Nu er det op til danskerne at afgøre, hvem der skal løbe med titlen som Årets Madsjæl 2026.

Hvis du vil støtte Celine Eriksen i kampen om prisen, kan du stemme her, hvor du også kan se videoen om hendes arbejde på Højer Efterskole og møde nogle af de unge mennesker, hun hver dag hjælper med at opdage deres eget potentiale.

Stem på Celine Eriksen – KLIK HER

Fakta

· Celine Eriksen

· Lærer på gastronomilinjen på Højer Efterskole

· Bosat i Tønder og har været en del af Højer Efterskole i seks år

· Har en humanistisk bachelor i Medievidenskab, md tilvalg i Marketing, Branding og Kommunikation

· Uddannet fra universitetet, men valgte efterfølgende restaurationsbranchen og gastronomien til

· Brænder for at give unge mennesker troen på egne evner gennem et madhåndværk, ansvar og fællesskab

· Involverer eleverne i lokale initiativer, konkurrencer og velgørenhedsprojekter

Læreren Celine Eriksen fra Højer Efterskole er blandt de tre finalister til Arlas pris som Årets Madsjæl 2026, og du kan være med til at sikre hende titlen ved at afgive din stemme her. Pressefoto